En rigdom af ideer

Agro­mek er samlingsstedet for høj og lav i dansk land­brug i den­ne uge. Blandt gæsterne ved åb­nin­gen tirs­dag var EU-kom­mis­sær Ma­ri­ann Fi­scher Boel.
EMNER 17. januar 2007 05:00

HERNING: Danmark skal leve af sine ideer, lyder tidens mantra. Den store landbrugsteknologimesse Agromek i Herning denne uge er et orgie i iderigdom med henblik på at gøre det muligt også i fremtiden af leve af landets basiserhverv: landbruget. Her præsenteres 184 nye produkter, som alle er godkendt af Agromeks nyhedsudvalg. Produktnyhederne fordeler sig med 27 trestjernede nyheder, 36 tostjernede nyheder og 121 enstjernede Agromeknyheder. De to- og trestjernede nyheder indeholder alle et nyt arbejds- eller konstruktionsprincip eller giver en væsentlig kapacitetsforøgelse. De 540 udstillere på Agromek 2007 præsenterer et stort udbud af maskiner, redskaber, inventar, produktionsmidler og serviceydelser til landbrug. Desuden er der maskiner til blandt andet gartnerier, skovbrug og entreprenører. Fra Nordjylland og Thy er der 60 udstillere. Agromek blev sidste år besøgt af 66.363, og heraf var 10.244 besøgende fra udlandet. Heriblandt er 150 gæster fra Ukraine. Delegation af politikere og ledere inden for landbrugsrelaterede virksomheder er under ledelse af landets nye landbrugsminister Yuri Melnik. - Besøget er en opfølgning på, at Ukraine i 2005 fik en anbefaling fra et internationalt konsulentfirma om at basere den videre udvikling af landbruget på viden fra dansk landbrug og dansk teknologi, fortæller formanden for Danske Landbrugsmaskinfabrikanter, adm. direktør Günther Løkke, J.C. Løkkes Maskinfabrik A/S. En dansk delegation fra virksomheder i agroindustrien har i efteråret været på besøg i Ukraine under ledelse af Prins Joachim, og der er gennemført flere besøg fra Ukraine her i landet. Der er tilmeldt omkring 1800 gæster fra 51 forskellige lande på delegationsrejser, hvor Agromek arrangerer rejser til og fra Danmark samt opholdet i Herning. De ukrainske gæster blev fløjet til Danmark i et fly, som Agromek har chartret hos det ukrainske luftfartsselskab. Udstillingen arrangeres af Danske Landbrugsmaskinfabrikanter og Dansk Landbrug.kj

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...