En rigtig dejlig tur i kulden

Det er hvidt herude: Kyndelmisse slår sin knude Overmåde hvas og hård Således skrev St. St. Blicher i 1837, og aktualiteten er ganske håndgribelig: se på kalenderen og gå en tur i Frederikshavn. Det gjorde jeg, hvilket gav anledning til følgende kommentarer: Udgangspunktet var Sæbybanestien (ved Kalkværksvej), hvor pandebånd, handsker og skibukser var på plads, og vi satte ”det lange ben” foran. Et lille hjertesuk til hundeejere: husk høm-hømposerne. Så nåede vi Asylgade-Vestergadestrækningen, hvor det var tydeligt, at mange andre havde fået samme ide med en tur i den friske luft. Blandt disse en del scooterlignende knallerter (knallertlignende scootere?), hvis ejere absolut ikke havde til hensigt at vise hensyn over for de gående. Plantagen er altid smuk – uanset vejr og årstid. Den var dog en smule affolket denne dag, så vi fik ikke vinket til ude-folket, som vi plejer. Turen ad Sindallundstien var en stor fornøjelse; masser af glade, rødkindede ”unger” med eller uden slæde, med eller uden snotnæser… Gennem skoven og ud på Rønnerhavnen, hvor der altid er liv og – frem for alt – miljø. En stor del af havnens ude-folk var dog gået indendørs, men ikke længere væk fra vinduerne end det blev til en ”vinker”. Vi gik langs vandet og nød – som fuglene - de smukke omgivelser. Lad dog dette stykke natur være i fred; jeg ser ingen fryd i Frydenstrand-projektet, men ser meget, meget gerne en gangsti langs vandet! Whau! var min ofte tilbagevendende reaktion på byens nye, stolte vartegn: vindmøllerne. Jeg var – nok engang – overrasket over, hvor lidt man hører dem, og jeg glædes over symbol- og signalværdi. Min ledsager på turen udtrykte det ganske klart i følgende sætning: Sammenlignet med en hvilken som helst skorsten er vindmøllerne en lise for øjet, miljøet og samvittigheden! Fra havnen retur til udgangspunktet – til varm kakao og hjemlig hygge, som føltes ganske velfortjent efter en lang og kold, men pragtfuld tur. (forkortet af red.)