Slagterier

En rigtig indstilling på slagteriet

Mange roser til slagteriet i Sæby for atter at være helt fremme i skoene i forbindelse med en af landets vigtigste opgaver lige nu - at få integreret nye danskere. Slagteriet har nu 28 burmesere på lønningslisten, og der kommer dermed også nye borgere til Ny Frederikshavn Kommune. Danish Crown har brug for arbejdskraften, og de nye danskere har brug for arbejde, og kommunekassen har brug for skattekroner. Det hele går op i en højere enhed, og det skyldes slagteriets moderne syn på tilværelsen. Der er nemlig mange gode mennesker blandt de nye danskere. Mennesker, der både kan og vil være en del af det danske samfund, og de skal være så hjertelig velkommen her. Kloge hoveder vurderer, at der i løbet af ganske kort tid bliver alvorlig mangel på arbejdskraft i Danmark. Det er faktisk allerede et problem flere steder. Der vil mangle skattekroner i kasserne, hvis vi ikke får optimeret indsatsen for at få rigtig mange nye danskere ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke nok at snakke om opgaven - der skal gøres noget aktivt og hurtigt - og det gør slagteriet i Sæby. Her er plads og hjerterum til alle, og det budskab er jo rigtig dejligt. Integration kan kun ske gennem arbejde, hvor de nye får mulighed for at tale med og lade sig inspirere af de gamle danskere. Er der andre af den slags solstråle-historier, så giv os et praj. Vi formidler gerne budskabet.