Løgstør

En rigtig kammerat

LØGSTØR:Niels Odgaard, Løgstør, kan med rette kalde sig en rigtig kammerat. Han er en af de frivillige i Beredskabsforbundets Løgstørkreds, og på kredsens årsmøde er der tradition for at udpege Årets Kammerat efter afstemning blandt alle medlemmer. - Igen i år har de frivillige valgt en, som har vist sig at være en god og aktiv person til støtte for den efterhånden store gruppe af frivillige i Løgstør Kommune, sagde vicekredsleder Tonny Mikkelsen på årsmødet. Her havde han fornøjelsen af at overrække en vandrepokal til Niels Odgaard. Og faktisk havde årets kammerat selv medbragt vandrepokalen til årsmødet, for han modtog den også sidste år. Niels Odgaards interesse i redningsberedskabet gælder især brandredning. - Men han går ikke til side for andre opgaver i beredskabsforbundet, siger Tonny Mikkelsen.