Træ & møbelindustri

En rigtig salgs-satsning for fem år siden

Hurup Møbelfabrik lancerede for fem år siden en ny måde at sælge sine møbler på.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Direktør Henrik Dam Jespersen fik en god slagsidé i 2002, og den er der siden bygget videre på med stor succes. Foto: Diana Holm

En fordobling af medarbejderne fra 30 i 2002 til nu 60. En udvidelse af fabrikken med 3000 kvadratmeter. Det taler sit tydelige sprog, at Hurup Møbelfabrik de seneste fem år har oplevet en stigende interesse for fabrikkens sofaer og lænestole. Udenlandske møbler Hurup Møbelfabrik begyndte at producere møbler i 1959. I 2002 tog fabrikken utraditionelle salgsmetoder i brug. Direktør Henrik Dam Jespersen fortæller, at det var svært at tøjle de danske møbelhandlerne, som hellere ville sælge udenlandsk producerede møbler end danske, fordi de udenlandske møbler var billigere end danske. - Omkring 2000 lå salget af udenlandske møbler i Danmark på cirka 70 procent. I dag ligger det vel på omkring 75 procent, siger Henrik Dam Jespersen. Fabrikssalg Forsøgsvis etablerede Hurup Møbelfabrik i uge fem i 2002 et tredages fabrikssalg, og det forløb over al forventning. - Vi planlagde fabrikssalget, fordi vi blandt andet havde opbygget et stort lager, og vi besluttede at sælge sofaerne og lænestolene til den listepris, som møbelhandleren skulle betale, fortæller direktøren. Idéen spirer Hurup Møbelfabrik havde også på det tidspunkt en blomstrende eksport, og Henrik Dam Jespersen afviser på det bestemteste, at fabrikssalget var et led i virksomhedens overledelse. - Vi har altid afleveret regnskaber med sorte tal, fastslår han og tilføjer, at fabrikken uden den store succes forsøgte at bearbejde det danske marked. Det første fabrikssalg blev afviklet i forbindelse med et åbent hus arrangement, og succesen var så overvældende, at tanken begyndte at spire i retning af, at det ikke kun var thyboerne, som skulle have muligheden for en god og billig handel af kvalitetsmøbler Udvider Derefter er det gået slag i slag siden 2002. Den første butik med direkte fabrikssalg fra Hurup blev åbent i Vejle, og i hurtig rækkefølge kom butikker til i Århus, Karup, Næstved, Aalborg og Odense. - Alle butikker kører efter det samme koncept og samme pris, uanset hvor i landet, kunden handler, siger han, og i Hurup afvikles der fire weekender med salg direkte fra fabrikken. Næste gang er i anledning af Åben Thy den 15. - 16. og 17. juni. For lidt over et år siden begyndte Hurup Møbelfabrik at indrykke annoncer i flere af de større trykte medier, og den investering har med Henrik Dam Jespersens ord givet en mærkbar stigning af salget. - De øgede omkostninger har klart forbedret fabrikkens indtjening, siger han. Vælg selv Hurup Møbelfabrik har cirka 100 modeller, 600 forskellige slags stoffer og omkring 100 forskellige typer læder. Sofaben findes ligeledes i et utal af variationer fra stål til flere træsorter. - Kunden kan faktisk få designet sin sofa, som man ønsker, og derfor bliver der i mange tilfælde tale om et unikt produkt, som ikke findes i ret mange andre hjem, fortæller han og nævner, at Hurup Møbelfabrik arbejder efter ordrebestilling, hvilket betyder, at der ikke bliver produceret til lager. poul.erik.tarp@nordjyske.dk