En rockstar i mængden

Danni Mikkelsen har levet rock"n roll livet ud - med knofedt, fest og attitude. I 2002 traf han et valg..

FREDERIKSHAVN:- Nu må der ikke gå Danielle Steel i den, opfordrer en lun Danni Mikkelsen, der har indvilliget i et tilbageblik på sin musiske karriere og en ungdom i rockens tegn. De fleste kender den 31-åriges bløde stemme fra Danni Mikkelsen Bands melodiøse rock/country/folk-numre som Friends og En mand i mængden. I dag passes koncerter og arbejdet med nye sange sideløbende med familielivet og jobbet som underviser på Søværnets taktikkursus, men der var engang, hvor musikken fyldte alt. Og hvor rock-livet længe fyldte lige så meget som musikken - og blev levet hårdt - til fødderne ramte jorden og behovet for en dagligdag trængte sig på.Men lad os først spole tiden tilbage - under alderens klare og selvironiske blik. Bandet er alt RREEEEWWIINND. Sådan. Så er vi tilbage i halvfemserne. På fortovet går den 15-årige fandenivoldske rockstjerne med tankerne begravet i nye sange. Siden rocken fik tag i den tidligere spejder og fugleentusiast, har der ikke været plads til mange andre drifter i den 15-åriges sind. Danni drejer om hjørnet og forsvinder ned i Sloppy Donuts øvelokaler under Abildgårdskirken. - Vi levede for koncerterne og sagde ja til at spille hvor som helst, om det så var for øl eller pizza. Vi havde en naiv tro på, at hvis bare vi var gode nok, så blev vi også store, fastslår Danni, for hvem musik i udgangspunktet var ensbetydende med bandsammenhold: drengene dyrker rocken, drikker øl - eller finsprit, hvis pengene ikke rækker- og har de samme venner og kærester. Frodigt musikmiljø I øvelokalet handler det i starten mere om hårdt arbejde end talent. Bandet består af Dennis Nielsen, Tommy Jensen og Allan Nielsen. I starten står den på coverversioner af Pearl Jam og Alice in Chains samt enkelte Bon Jovi - kærlighedssange for at tiltrække pigerne. Som bandet efterhånden finder hinanden musikalsk, udvikler de sig dog eksplosivt, og egne numre kommer til. Drømmen om musikken deles af masser af unge i og omkring byen. Musiklivet er stort, både det etablerede og undergrunden, og nye bands spirer frem overalt. Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Musik og Teatervenner har en stor aktie heri, med masser af talentkonkurrencer og koncertarrangementer. I Q"s Kapel indspiller Sloppy Donuts live-cd"en Dead Fish City med en række andre lokale bands foran et live-publikum. De får bagefter mulighed for at redigere indspilningen i et studie, men justerer kun lydniveau på trommerne. Det skal være så autentisk som muligt, og hjemme kører cd"en på repeat for egne kritiske ører. De opstiller senere til DM i Rock, hvor de når langt. Jeg er sgu rockstjerne Danni er forsanger. Han går ikke specielt op i front-rollen, for ham handler det om at optræde på scenen, og gerne som i 90"er-åndens hårde rockbands. Da drengene skal spille til et alkoholfrit ungdomsdiskotek, er både bandet og opvarmningsbandet så fulde, at tromme slageren i opvarmningsbandet falder baglæns ned fra scenen i første sang. Også Danni tager attituden til sig. - Jeg var sgu rockstjerne, det måtte andre bare finde sig i, lyder det fra Danni om sit yngre jeg, der er en kendt skikkelse i det lokale byliv. Danni er en alfahan, der nyder at sætte sig selv i scene. Men han er også charmerende og godt skåret for tungebåndet, og kan tillade sig lidt af hvert - også overfor byens piger og værtshusejere, hvor kreditten synes uendelig. Og han passer godt på sine egne. Udfordringer og spilleliv Musikerne fra de mange bands i området kender hinanden godt - både som konkurrenter og venner. I 1996 begynder den nu 19-årige Danni at flirte med et nyt band - Still Addicted - der har brug for en forsanger, og Sloppy Donuts går lige så stille i sig selv. Musikerne skal senere mødes i nye konstellationer, men det hører fremtiden til. Still Addicted spiller soul/funk, og har en selverklæret hippiestil, der passer Danni . Da bandet efter en lang dag i badeland ikke synes, at den efterfølgende fest svinger, tager de nøgne en taxa fra Søndergade til Gærumvej og næste fest. Dagligdagen er een lang fest, men det nye band betyder også nye udfordringer: -Still Addicted havde en langt mere struktureret øvekultur, og så var de dygtige musikere. Jeg havde aldrig læst en node og var selvlært i alt, så det var sgu skræmmende, mindes Danni. Han tager dog udfordringen op. I 1999 stiller bandet op til en talentkonkurrence, hvor de vinder en pladekontrakt. Det er en åbning i karrieren, men i sidste øjeblik går arrangøren fallit, og kontrakten ryger på gulvet. - Det trin, vi står på, smuldrer pludselig under os. Vi var så glade, og efter det begynder folk lige så langsomt at satse på sikre ting. Danni har sideløbende med musikken taget en hf, været i lære som herregårdsskytte, arbejdet i købmandsbutik, været musikbestyrer på et værtshus samt værnepligtig med en rådighedskontrakt. Det er dog i musikken, at han trives bedst, og han bliver bekræftet i musikmiljøet af musikere og det faste publikum. Efter Still Addicted starter han Treo-Trio op med Ronni Strøm fra Still Addicted, Tommy Jensen fra Sloppy Donuts samt Steen Frantsen. Det går godt for bandet, der spiller jobs hver weekend, og den hårde livsstil, hvor weekenden starter onsdag, fortsætter. Egoet må kapitulere Som den nu 31-årige Dannis tilbageblik skrider frem, er det en fornøjelse at betragte hans muntre ansigt ved genfortællingen af en intens tid. Det står dog også klart, at det festlige liv også har haft daglige konsekvenser : - Jeg brændte for musik og syntes ikke, at jeg kunne gøre det halvt. Så det kom i forgrunden for alt - ofte på bekostning af venskaber uden for miljøet og uddannelser. Da han i 2001 bliver sendt til Kosovo som soldat bliver det festlige liv dog sat på stand-by, og opholdet skal vise sig at blive et afgørende vendepunkt. -I Kosovo kommer du ud i livsfarlige situationer, og det sætter altså nogle ting på spidsen, fortæller Danni, for hvem værnepligten ender som en tiltrængt tænkepause - både fra sig selv og miljøet - og en ny selvforståelse trænger sig på. I en lejr med 500 andre soldater, må man indordne sig, fortæller den tidligere alfahan, hvis ego - ifølge Danni selv - må kapitulere: -Verden fortsætter altså med at køre rundt, selv om jeg ikke er til stede. Men opholdet er - selvklart - ikke uden musisk kvalitet. Danni har medbragt en guitar i lejren, og da han kommer tilbage til Danmark, har han nye sange med i bagagen. Regningen skal betales Hjemme i Danmark venter en større gæld for studielån og dekadente ferieture til Bali. I lufthavnen venter dog også Dannis nuværende kæreste, som han har mødt på orlovsophold fra Kosovo. Det står hurtigt klart, at hun er kvinden i hans liv, og hun ønsker klare linier, og en kæreste, der er til stede. - Det stod hurtigt klart, at jeg skulle træffe et valg mellem at give mig 100 procent til musikken eller geare ned en tid, fortæller Danni, der ender med at lægge musikken på hylden i et par år. - Det hårde musikliv var hårdt og ikke godt for mig. Det var et lavt gærde at hoppe over, konstaterer han og understreger, at valget er en del af en længere proces, der starter allerede før Kosovo. Danni Mikkelsen Band Hjemme igen fortsætter han sit arbejde i både hæren og søværnet, men han savner musikken og begynder at spille duojobs med med Alan Puhlman. Ved siden af dette opstarter han bandet Wastelande med to af de tidligere fæller i Treo-trio. Efter et par år har alle musikere dog travlt med de musiske sideprojekter, der for dem alle har været en fast del af livet. - Jeg savnede at have mit eget band og kontaktede Alan Puhlman og sagde "Vi bliver sgu nødt til at lave et orkester!". Det bliver grobunden for det, der i dag er kendt for Danni Mikkelsen-band. Blandt numrene findes der sangtekster skrevet i Kosovo. - Jeg er glad for det liv, jeg har nu. Jeg siger kun ja til de jobs, jeg ønsker at spille, siger Danni, for hvem musikken fortsat er en vigtig del af livet, men lader rum til et liv ved siden af. - Det var svært at vende tilbage fra den arrogante rock-identitet og skulle have accept igen, men jeg er ikke typen, der fortryder, fastslår musikeren ærligt og sender en kærlig tanke til sin fortid: - Til trods for at der var meget blod, sved og tårer, var der også meget honning.