En rødhåret gudinde i bare tæer

Man kan ikke forberede sig på livet

Jeg ved godt, hvem jeg er, siger hun. Og det er rart at høre, for set udefra er Chili Turèll kendt for så meget forskelligt, at det er svært at tro, at hun blot er en enkelt og hel person. For 40 år siden debuterede Hjørringpigen som skuespiller ved Jomfru Ane Teatret i Aalborg, rejste siden ud og vendte tilbage for fem år siden og købte sommerhus i Nr. Lyngby. Hun er enke efter karma-cowboyen Dan Turèll, den flabede storbypoet med joints mellem de sorte negle. Hun har været Eva i tv-serien “Landsbyen” og Dronning Margrete den 1. i en historisk sikker monolog om en ganske særlig kvinde i dansk historie. Og tv-vært ved udsendelser om reinkarnation med mere. Hun er oplæser, kender af Bang & Blixen, forvalter af Dans arv, men det meste af tiden underviser hun i kinesisk medicin. Som i dag. Klokken er 10, og hun står så solidt midt på gulvet i det hvide hvælvede rum, at hendes bare tæer med rubinrøde negle næsten synker ned i gulvets planker. Da hun med stærke hænder stryger sit glødende hennahår væk fra ansigtet, ender det ikke som et uglet rod, men står som en bølgende glorie i modlyset. Udenfor vinduet knitrer solen over Limfjorden ud for Skyum syd for Thisted. Hun er meget smuk. Chili Turèll. 60 år. Stolt og rank. Ikke særlig høj. Ikke engleblid, men sikker i sin sag. Så da hun med stille myndig og teatertydelig stemme forsikrer de 14 deltagere på weekendens kursus her på Fjordvang om, at vi “ikke er her for at leve op til en masse krav”, fylder hun rummet med lettelse. Ægtheden På en weekend vil hun lede folk til at forstå og mærke, hvordan vi er nødt til at passe på kroppen, fordi den også giver næring til vores sjæl, hjerte og hjerne. Det lyder som så mange andre kurser, ledet af så mange andre kvinder og mænd (mest kvinder), som efter årene med familie og job og bil og karriere og planer pludselig ser lyset og vil formidle til alverden, at livet er værd at leve, hvis bare man følger den vej, deres lys skinner på. Det er bare ikke sådan, hun er. Hvis man vil følge sin fordomme, kan det høres og læses som hult og helligt og selvhøjtideligt, når hun taler og skriver. Hun rejser helt givet små grønne hår i nakken af mange, men orker man at give hende en chance, mærkes hun en hel del anderledes. Hun mærkes ret ægte. Om man så må sige. Selv om også det lyder kvalmende og kunstigt hos nogle. Det er jo egentlig ikke så Herrens mystisk, det hun gør. Hun prøver at få os til at fatte, at vi kun har den ene krop, vi nu engang har, og at kroppen faktisk har betydning for, hvordan vi har det. Og omvendt. Har vi det skidt indeni, kan det mærkes på kroppen. Er der overhovedet nogle, der ikke ved det? Næh. Men de fleste af os tager det alligevel ikke ret alvorligt. Det gør Chili Turèll. Hun kalder ganske enkelt kroppen for “barometer for helbredstilstanden, mentalt og fysisk.” Langsomt...laaaangsoommmt.... Og bruger det meste af sin tid på at undervise i Qi Gong – udtales “Tji Gång”. Den langsomme kinesiske gymnastik, som vi kender fra billeder af kinesere, der står i parker med koncentrerede blikke på et eller andet langt væk eller helt indeni. Her kan vi fokusere på Limfjordens vande eller de dybt duftende syrener i buketten foran vinduet, mens vi forsøger at gøre hende kunsterne efter og med hænderne i taljen flytte vægten rundt i kanten af først den ene, så den anden fod. Tre gange roterer vi om hver fod. Først den en, så den anden vej. Langsomt. Langsomt. Den kolde morgenluft svømmer hen over vores tæer, men her bliver snart hedt af koncentration. Ingen sveder, men alle får varmen. Da vi bevæger os længere op i kroppen og skal rotere om knæene, må hun åbne døren endnu mere, så brisen kølner os af, og vi kan høre både lærk og spurv og hesten, der gumler. – I kan sagtens nå det. Vi har ikke travlt, siger hun. Hvornår har nogen af os sidst hørt det? Vi begynder at slappe af. Slipper hverdagens parader. Skuldrene er allerede sænket målbart. Da hun fortæller, at hun er så glad for kinesernes evne til at bruge et næsten barnligt billedsprog til at formidle deres viden, og at vi skal snakke kærligt til vores krop, som var det et lille barn, begynder flere af os at smile. Vi er godt nok ikke vant til at se vores krop som noget, der skal nusles og pusles om. Nogle af os er heller ikke vant til grøn te, tørrede tranebær og selvfølgelig snak om livsenergier, ubalancer og revitalisering. Vi mærker det alligevel. Men det er lidt for meget for hjernen. Den tænker stadig. Flere af os føler os provokeret af hendes langsomme tempo. Hvorfor kan vi ikke bare lære øvelserne? Komme videre? Hun klukker, da en af os tænker tanken højt og fortæller, hvordan hun har hørt om stressmanagement-kurser, der består i at høre om, hvordan man drosler ned. – Men hvordan skal man vide, hvordan man gør, hvis ikke man har prøvet at være der, hvor man ikke er stresset? Man skal mærke det inde i kroppen, svarer hun, og vi nikker. Bliver nødt til at give hende ret. Står vi ikke lige her og mærker, hvordan stressdyret mases ud af øvelser, der strækker kroppen og samtidig kræver koncentration og tillige en helt ny disciplin – langsommelighed? Hvordan vi arbejder os hen til den tilstand, vi kender så godt, men ikke kan forklare – at have en god dag. – Jeres tanker trænger sig hele tiden på, som var de en boremaskine. Lad dem passere. I kan ikke stoppe dem alligevel, lad dem bare køre forbi, forklarer hun, der siden hun var lille, har levet som det fleste af os og i bar nysgerrighed, engagement og pligtopfyldenhed overfor opgaverne jævnligt kørt sig selv et stykke ud over kanten. Fået stress. Blevet syg. Forkælelser Men efter de store sorger, en mistet mand, mor, far, bror, begyndte hun for ti år siden med den halve times sammenhængende Qi Gong-øvelser, der når igennem hele kroppen. Og har ro på. Stressen er væk. Det samme er sygdommene. Alligevel siger hun, at der “ikke er noget magisk i det her.” – Det handler om at forkæle sin krop og om at kunne stilne sig selv. Bare ti minutter om dagen, hvor man er bevidst i stilhed, kan give energi til mange timer. Man bliver faktisk mere effektiv ved at være helt stille. Modsætningerne giver balance, forklarer hun. Midt på eftermiddagen er vi igennem alle øvelserne hver for sig og første gang. Vi spiser rabarberkage på terrassen. Hun sidder i lotusstilling med sjalet slået ud og håret sat op. Fortæller, hvordan Qi Gong var forbudt i Kina frem til 1992, fordi det ikke blot repræsenterer en to tusinde år gammel tradition i slægt med akupunktur, men også opdrager mennesket til at mærke sig selv og dermed til at tænke selv. – Munkene ville leve længe, så de blev så vise som muligt. Derfor blev de en slags medicinmænd – og forløbere for den kinesiske medicin – og fandt blandt andet ud af, at kroppen ikke kunne nøjes med at sidde så meget stille og meditere. De fandt på øvelserne ved at se på dyrs bevægelser, fortæller hun, sipper kaffen af det hvide krus og funderer over, hvorfor der ikke i kristendommen er nogen form for bevægelse. – Jeg er ikke bundet til nogen bestemt Gud. Alt er guddommeligt, siger hun uden at lyde æterisk. Hun er bare glad. – Jeg kan godt høre, det hele lyder lidt religiøst, og måske er det også det, men det passer bare, det her. Selv om det kommer så langt væk fra, passer den livsfilosofi, som man kan kalde det, til livet i dag. Jeg kan ikke vide, om det gavner alle, men hvorfor ikke? Vi har jo alle sammen en krop, ikke? Det kan ingen benægte, men få har så flot og smidig en af slagsen som hun. Det er heller ikke nyt, at hun passer på den. Siden hun var ung, har hun gået til yoga, hun svømmer også, og som skuespiller er kroppen og stemmen og nogle af de afgørende redskaber. Men det var sorgen over Dan Turèll og hans sidste tid på hospitalet, der for alvor satte hende i gang med at tage kroppen seriøst, fortæller hun efter dagens dont – svøbt i en ulden plaid oppe i hjørnet af en rosa sofa. Digteren og skuespillerinden flyttede sammen i 1978 og fik datteren Lotus året efter. Et ægteskab med vilde følelser, hvor han drak for meget, og hun måtte flytte med datteren. Han fik kræft og oplevelserne på sygehuset med ham og senere med hendes bror, der var psykiatrisk patient og tog livet af sig, skriver hun sønderrivende om i bogen “I livets strøm”, som hun udgav sidste år. – Det er ikke had til sygehusvæsenet eller hævn, der driver mig. Der gik mange år efter hans død, før jeg skrev, men det var klart, at jeg blev nødt til at finde en måde at blive gode venner med døden. Jeg skulle jo leve med den. Efter hans død blev hun trukket ned i et sort hul, kom langsomt op og begyndte at samle sig om, hvad der fik hende til at komme i ro med, at han var død, og at hun skulle dø. – Dans sidste tid var en meget voldsom og følelsesmæssigt kaotisk oplevelse. Men mange oplever det, derfor måtte jeg skrive om, hvordan jeg kom videre. Måske det kan inspirere andre. Chili Turèll er en “grubler af natur” og gjorde som de fleste, da hun havde mistet. Hun tænkte baglæns, gjorde status over alt det andet, der også manglede udover Dan. Men langsomt begyndte hun “helt banalt at skønne på livet”. – Jeg blev mere nærværende, og så kan man se livet for den gave, det er, fortæller hun om sin brug af Qi Gong. I Annie Dunchs bog “Liv efter liv” fra sidste år, fortæller du, at du tror på reinkarnation. Er det ikke en flugt at tro på, at vi lever igen? – Næh. Jeg ser ingen trøst i det som sådan. Det giver bare mening for mig. Jeg er ikke sorgfuld, men stillet i ro over, at vi skal mødes igen. Sammen med Qi Gong giver det en stabilitet i mine følelser, at det hele er ok på et større plan. En del af stabiliteten kommer også af, at hun for fire år siden købte sommerhus i Nr. Lyngby nær barndommens epicenter i moderens families sommerhus i Løkken. Selv om hun bor det meste af tiden i København tæt på datteren og de fleste engagementer, tager hun oftere og oftere nordpå. Men turen nordover gøres ikke af nostalgi. Tværtimod. – Det er for at få energi til alt det, jeg vil nu, fortæller hun, der ikke ved, “om det har betydning for alle, men mange valfarter til barndomsegnen, når de når en vis alder.” – Jeg synes, jeg kan mærke, at mine rødder er i jorden deroppe. Det giver mig energi. Ikke fordi, der er minder – dem hænger jeg på en tørresnor uden klemmer, så kan vinden føre dem væk – men fordi gode tanker simpelthen propper op, når jeg er ved vandet... Hun kalder i bogen “Skilleveje” Nordjylland “sit fundament med stort F”, og skriver i “I livets strøm”, at båltalen på Løkken Strand i 2006 er et af hendes “livs absolutte højdepunkter”. Hvor meget tid skal man bruge på at vende tilbage og finde mønstre, finde fortællingen i sit liv, som du har gjort det i din bog? – Jeg ved ikke, om jeg synes, andre skal gøre det. Det er ikke nødvendigvis rart. Men jeg måtte. Det har ligget mig meget på sinde at gøre det muligt for andre at lære af det, jeg har haft glæde af. Stilheden. Qi Gong. Men du godeste, bare jeg kunne slippe for at bearbejde... Jeg mærkede bare, at jeg skulle, erindrer hun, der også ofte opfordres til at skrive en bog om sit liv med Dan, men “jeg ved ikke, om jeg orker gennemleve det hele en gang til.” Hun vil ellers gerne have, at mennesker beskæftiger sig med sig selv. Men i nuet. Ikke i fortiden. Vi skal jo blandt andet huske at forkæle vores kroppe, så vi kan leve “et langt og rigt og lykkeligt liv – til glæde for andre,” som hun siger for tredje gang denne dag. Det sidste er afgørende, ses det på udtrykket i de grå øjne med mandelformen trukket eksotisk op. Hun tager hænderne op på hver side af ansigtet og sukker lidt, mens hun læner sig frem og holder blikket fast. – Vi lever i en voldsomt selvforherligende tid, hvor der bare er fokus på, hvad jeg kan rage til mig, indleder hun, der som barn af bibliotekarer og et liv i teaterverdenen altid har været mere optaget af ord og andre goder end store huse på Strandvejen. Æstetikken har hun dog altid haft med. Hun har altid været tiltrækkende. Lækker. Lidt flippet i tøj og stil, også i dag – med guld og kobber om arme og fingre, men det mest klassiske af alt i ørerne – små perler. – Vi lever i en tid, hvor grådigheden hersker. Men jo mere vi har, jo mere har vi at miste. Vi ender med at bruge kræfterne på at beskytte al vort materielle gods. Heldigvis er der parallelt en stigende erkendelse af, at flere ting ikke giver mere lykke, fred eller balance i livet. Tværtimod. Det er godt. Har du altid tænkt sådan? – Ja, jeg var nok det, man kan kalde et spirituelt barn. Jeg sad og lyttede til mine forældres og deres venners samtaler om K.E. Løgstrup, om etik og filosofi og alt muligt andet spændende, men det kedede mig. Jeg ville have eventyrene. Jeg ville læse Fjodor Dostojevskij og forsvinde ind i fortællingen. Der var ingen i den nærmeste familie, der var fantasidrevet som hende, men hun fik lov og spillede teater inde på biblioteket i Viby, hvor begge hendes forældre var ansat. Vejen ind i teateret var tegnet fra barnsben, hun kom som helt ung til Jomfru Ane Teatret, blev uddannet ved Århus Teater, blev landskendt på tv, men har de senere år stort set ikke spillet skuespil. Hun deler sin tid mellem at undervise i Qi Gong og blandt andet administrere rettighederne til Dan Turells ord. Mange henvender sig og meget forskelligt. Senest har hun samarbejdet med Anders Østergaard, der står bag filmene om Gasolin’ og Hergé – Tintins “far”, om en dokumentarfilm, der er på vej. Ofte er der også forunderlige spørgsmål. – I går aftes ringede et par fulderikker til mig. De ville lige sige noget, de mente, Dan havde sagt engang. Hvordan han præcist havde sagt det, var de så lidt uenige om. Og det skulle jeg så afgøre. Og i dag sidder jeg her midt i den alternative verden... Selv om hendes liv har været delt op i perioder, blander de sig lystigt. Og det er godt, mener hun. – Man kan ikke planlægge livet, hvornår der sker noget med en. Man kan ikke forberede sig på livets faser. Vi ved også først, vi er i en ny en, når vi står der, siger hun, der i “Dagbog til min datter” fra 1982 præcist beskriver, hvordan hun går fra at tænke på sig selv til at sætte Lotus forrest og dele glæden med ham, der har gjort hende til mor – og som hun før har haft for sig selv. – Andre kan måske se en drivkraft i at forberede sig til det, der kommer. Jeg er absolut ikke sådan fuldstændig det-går-nok-agtig, sparer da lidt op og sådan, men man kan ikke skrive de store forandringer ind i kalenderen på forhånd. Heller ikke de gode af slagsen. Derfor skal man heller ikke udsætte drømmene. – Der er ingen glæde i at sætte sig i venteposition. Næh, jeg holder på, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten, siger hun, der lige nu er i en fase af livet, hvor hun næsten uforstyrret kan leve sine drømme ud. – Jeg er alene, og kan skrue mit forbrug ned. Jeg kan rejse, hvis jeg vil. Der kommer nye faser, men jeg ved ikke, hvordan de bliver. Jeg ved, at der kan komme tunge år, hvor man ikke tror, det nogensinde går over. Men jeg ved, at jeg kan komme op igen. Jeg ved, livet forandrer sig – og jeg er bare spændt på, hvad der sker. Chili Turèll har ret. Hun ved, hvem hun er.