En rolls royce på fire ben

Frieserheste er blevet populære i Danmark

HOBRO:Det er med heste som med biler. Der er de ordinære modeller, som ikke gør større væsen af sig, og så er der dem, der får folk til at dreje hovedet af led, når de suser forbi. Racen Frieserheste hører til i den sidste kategori. Sammen med kollegerne Johan Huitema og Tonny van Lankveldt var Diana Rasch for første gang på Hobro dyrskue med fem af de fornemme heste i går, og hun er ikke i tvivl om Frieserhestenes kvaliteter. - Det er aristokratiet inden for hesteracer. Ren Rolls Royce, sagde hun med stor overbevisning i stemmen. - Det er den ældste hesterace i Europa med aner tilbage til 1600-tallet. En meget stolt hest der kan lide at vise sig frem, tilføjede hun, før hun sammen med kollegerne førte bevis for sine ord. I ringen på dyrskuepladsen gjorde tre af de gyldensorte hetse deres majestætiske entre. En med Diana Rasch på ryggen, en anden spændt for vogn med Tonny Lankveldt som kusk og den tredje vist i lange liner af Johan Huitema. De herres hollandsk klingende navne er ingen tilfældighed. Frieserheste kommer oprindeligt fra det flade land, hvor hovedparten af de godt 40.000 racerene eksemplarer, stadig holder til. Men også Danmark har sin andel. - Der er mellem 500 og 600 i landet nu, og Friserheste er blevet meget populære gennem de senere år, fortæller Johan Huitema. Hvad der er populært kan der handles med, og nogle hestehandlere har kun profit for øje ser gennem fingre med om hestene er racerene, ægte friesere. - Folk bliver taget ved næsen og køber andenrangsheste, der måske er blevet sorteret fra i Holland, fortalte Dinna Rasch, der sammen med Tonny van Lankveldt og Johan Huitema udelukkende arbejder med de 100 procent racerene eksemplarer, der har hollandsk stamtavle.