EMNER

En rose er ikke bare en rose, men en mærkevare

Fremtidens Wrangler eller Levi's plante er endnu ikke opfundet, men planter bliver mere og mere en mærkevare

Sig Dafo til din plante eller sig Poulsen til dine roser. Kan man forestille sig at en forbruger kun vil have en rose, hvis den er en Poulsen rose, eller en sommerblomst, hvis den har mærket Prowen Winners? Det kan man. Eksperter i planteverdenen mener i la fald, at det er den vej støvdragerne blæser. Planter er i nogen grad allerede mærkevare, og hensigten er, at man skal gå efter bestemte mærker inden for den store kategori af planter. Et lindetræ skal f.eks. ikke blot være et lindetræ, men et træ af et bestemt mærke. Det vil sige fra en bestemt producent, man ved, kun laver gode lindetræer. Tendensen har længe hersket i udlandet, og er nu for alvor kommet til Danmark, fortæller fagbladet Danske Havecentre. Men der vil nok alligevel gå en rum tid inden forbrugerne forbinder et mærke med en bestemt kvalitet. Det vil i al fald kræve en del markedsføring. Dafo er kendetegnet for bestemte træer og buske eller afkom af planter, man ud fra forskning ved, trives godt i Danmark. Dafomærket tilhører Danmarks Jordbrugs Forskning, der har ganske bestemte regler og krav til, hvad man kan forlange af en plante med mærket. Prima færdig hæk, er er betegnelsen for en hæk i en bestemt højde og en bestemt (god) kvalitet og markedsføres af Planteskoleringen Grønne Danmark. Poulsens roser står for danske roser af god kvalitet. I det hele taget, er der en tendens til at roser er lettere at varemærke, end andre planter, måske lige bort set fra sommerblomster, hvor Prowen Winners er et varemærke, og hvor et lige så kendt varemærke Fleuroselect står bag kåringen af de bedte sommerblomster og frø, og tilmed giver dem guldmedalje. Også frugtavlere har forsøgt sig med et mærke IP , der står for integreret produktion af frugt og grønt, en produktionsform, hvor man forsøger at undgå at sprøjte mere end aller højst nødvendigt. Det særlige Ø mærke er betegnelsen for økologiske produkter herunder også økologiske frø eller prydplanter, og endelig har de hollandske løgproducenter deres egen mærkevarebetegnelse IFBC. Set ud fra et forbrugersynspunkt er mærkevare af planter måske slet ikke nogen dårlig idé. Mange har købt sommerblomster, som har skuffet fælt, og hvis ikke man selv føler, man er årsag til uheldet, er det jo rart at vide, hvem producenten er. Det vil jo så være planter, man næste gang går en lang bue uden om. Dermed forpligtiger producenten med et varemærke næsten sig selv. Proven Winners er et eksempel på et meget stramt koncept, der på mange måder minder om de test Dafo planter har været igennem. Det er sommerplanter, der skal gro, og skal være sunde og robuste ellers dumper de ganske enkelt og tages ud af produktionen. Mærkevare vil også lette i salgsleddet, hvor alting går så stærkt, at sælgerne end ikke altid ved, hvad de sælger, eller hvor varen kommer fra. Direktør Jan Habests fra planteorganisationen Plant Publicity (PPH) i Holland siger til danske havecentres blad, at planteskolerne i takt med den stigende haveinteresse og i takt med konkurrencen fra byggemarkedet simpel hen må vide noget mere om det, de sælger. Planteskolernes kunder har ændret sig fra at være mere optaget af prydhaven end af køkkenhaven og haveelskerne er blevet så mange, at de er blevet forbrugere. Processen fra elsker til forbruger kræver viden af plantesælgerne, fordi forbrugerne ikke selv kan følge med, mener Jan Habets.