En russisk invasion

Natten mellem 29. og 30. september 1758 strander et kejserligt krigsskib i Tornby sogn. Ind på land vælter firehundrede russiske sømænd. Det går ikke stille af

Der høres hastige hovslag i gården hos Kgl. toldkontrollør i Hjørring en tidlig efterårsmorgen. Sagens alvor står hurtigt klar for Peder Nielsen Kjær, der følger efter sendebuddet tilbage til Krage Strand, hvor herredsfogeden og mange andre af egnens betydende titler allerede er mødt frem. Mændene skutter sig i stormen. Ude mellem sandrevlerne ligger skibet allerede dødsmærket. Strandingen er en kendsgerning. Forliset er nær. Havet er umuligt at forcere for de lokale redningsmænd, der blot passivt må se til, mens fortvivlede sømænd kaster sig i det frådende hav og klamrer sig til vragstykkerne, som flyder overalt. Redningsbådenes vej gennem ufremkommelige klitlandskaber er vanskelig og tidskrævende, og det er endnu alt for tidligt at gøre forsøget og afskyde en line for derigennem at etablere en livgivende redningsstol. En flok ukyndige Nogle timer senere noterer tolder Nielsen Kjær, at et par af de ilanddrevne mænd kun taler russisk, hvilket også er tilfældet med de øvrige 419 overlevende fra besætningen, kan han så siden føje til. En af dem er dansker. Men heller ikke han, der i beretningerne om forliset står opført såvel som skibsbarber som skibslæge, bidrager til forståelsen. Og hvad han laver i russisk krigstjeneste, aner ingen. Skibets øverstbefalende, kaptajn Lapteff, lader senere forstå, at ”Pervyj” allerede led stor skade inden kæntringen, og at hans besætning består af en flok ukyndige mænd. Med 62 omkomne på tabslisten, er det vanskeligt at sige kaptajnen imod. Allerede inden den endelige dødsopgørelse er komplet, opstår der problemer, da de overlevende samvittighedsløst benytter sig af, at deres overordnede først forlader det synkende skib som de sidste. De mærkelige fremmede På dette fremskredne tidspunkt, et par døgn efter grundstødningen, er mandskabet spredt i fjerne sogne i deres jagt på mad og logi, hvilket bevirker en skrivelse til stiftsbefalingsmanden i Aalborg, der skyndsomst bedes tage affære og flytte ”de fremmede” til København hurtigst muligt, da bønderne på egnen er bange for de ”mærkelige russere”. Nøden er stor i de nærliggende sogne med knap 1300 fastboende. Flere hundrede ekstra munde at mætte tærer i den grad på reserverne. Der er også dem, der mener, at de russiske sømænd ”i deres bedste alder” er ude efter de lokale fruentimmere. Og sprogbarrieren gør kun ondt værre. Endnu i november måned er der ingen tegn på afklaring om betalingen af forplejningen – eller hvor russerne i det hele taget skal flyttes videre hen. Spændingerne i kystsamfundet stiger for hver dag ved udsigten til, at forrådskamrene – beregnet til egne familier gennem en mørk og kold vinter – slipper op. I lejr på stranden Også Kaptajn Lapteff og den russiske gesandt, ved navn von Korff, presser på for at finde en løsning på den pressede situation, da det er svært at opretholde disciplinen blandt mandskab indkvarteret i Tornby, Bjergby, St. Olai, Horne, Vidstrup og Asdal. 100 mand bor tilbage i en lejr nede på stranden. Deres telte er lavet af sejlene fra skibet. De har bjerget ankre, kobbertøj, tov, tøj, geværer, kanoner, proviant og mest muligt af godset fra ”Pervyj”. Nu holder de vagt ved det strandingsgods i store mængder, som russerne fra begyndelsen frabad sig dansk hjælp til at bjerge. Den russiske kaptajn, Chariton Lapteff, en ældre men efter sigende kyndig herre, der har gjort sig bemærket som opdagelsesrejsende og ledet en ekspedition til Sibirien, residerer på Asdal hovedgård. De andre officerer og skibspræsten er fordelt over sognenes præstegårde. Sidstnævnte efterlod sig i øvrigt, som én af få, synlige spor efter forliset, da han døde et par måneder efter ankomsten og stedes til hvile på Horne kirkegård, hvor han følges til graven af de overlevende officerer, soldater og matroser, og hvor hans græsk-katolske baggrund betyder, at pastor Mølmarch ikke kan forestå jordpåkastelsen. Meget går galt Tidligere den sommer er den 58-årige skibspræst og det nybyggede – og endnu ikke navngivende – ”Pervyj” afsejlet fra det nordlige Rusland med kursen sat mod landets vindue ud mod verden nede i Østersøen. Men flere ting går galt undervejs fra Archangelsk til St. Petersborg. Nær Norges vestkyst mister orlogsskibet ”Pervyj”, der er et anseeligt skib med tre master og 66 kanoner om bord, såvel master som ror. Heldigt for Lapteff og hans besætning ligger en russisk fregat i samme farvand. Den hjælper de nødstedte ind til Bergen. En stakket frist, for natten til 30. september går det så atter galt på Asdals forstrand ved Nørre Krage. Vanen tro i den slags penible situationer kastes kanonerne overbord, mens ankret sikres i et desperat håb om ikke at drive længere ind mod kysten. Men som så ofte før på de nordjyske kyster, er naturens kræfter overlegne. Frygt for lovløshed Det er først, da gesandt von Korf får audiens hos den danske konge og forelægger hele ”Pervyj”`s sagsforløb, at der sker noget med de strandede i Tornby sogn. Russerne sendes til Aalborg. Enkelte ender i Hjørring og Sæby. Mændene fra teltlejren på stranden indlogeres i Nibe. I Aalborg er man bestemt ikke begejstret for et sådant rykind. Man frygter ”lovløse tilstande” i byen, hvilket forebygges ved at sende flere hundrede mand fra byens vagtkompagni ud i gaderne. Et tiltag, der dog hurtigt hører op, da frygten for de fremmede synes ubegrundet. Ikke mindst fordi den russiske gesandt, von Korff, hos den russiske kejserinde endelig har sikret værdier til at bekoste opholdet i det nordlige Jylland. Men om disse nogensinde kom borgerne i Tornby og andre lokale til glæde, vides ikke med sikkerhed. Til gengæld fik Bangsbo Museum for snart tyve år siden en stak skibspapirer i hænde. Blandt dem kontrakter mellem russerne og private lokale danske reddere, dateret 26. marts 1759, der bevidner, at det russiske mandskab og deres efterladenskaber skulle sejles til Tallin – og at kaptajn Lapteff, til trods for forliset, af sin overordnede på stedet, von Korff, blev givet de allerbedste anbefalinger for sin måde at håndtere situationen over for Det Kejserlige Admiralitetskollegium. Hvad der derimod ikke står helt klart i de tilgængelige beretninger fra dengang er, om der overhovedet var én eneste af russerne, der tog bolig på egnen efter forliset. Ingen spor Bladrer man i de lokale arkiver og læser Vendsyssel årbøger og Vendsyssel Nu og Da fra 1996, så holder forfatterne sig til, at man i Horne, Asdal og Tornby sogns kirkebøger ikke kan se spor af overlevende russere. Altså tilsyneladende ingen, som er døde eller fædre til egnens nyfødte. Derimod tyder meget på, at der – bortset fra skibspræsten – ikke som i f.eks. Lønstrup ligger russere begravet på lokale kirkegårde. Både lokale og folk med historisk indsigt mener, at ligene blev begravet nær stedet, hvor ”Pervyj” sluttede sin første færd. Teorierne går på, at de ligger i et klitområde, kaldet Russerbakken, nær Tornby Klitplantage. Men som ved så mange andre skibsforlis nær de nordjyske kyster er usikkerhedsmargenen betragtelig, for tiden er gået og vanskelige geografiske placeringer har gjort sit til at sløre fortiden. Om der var guldbarrer om bord på ”Pervyj”, som den vedholdende vragdykker Sigurd Damgaard fra Hirtshals havde fået fortalt, vides heller ikke. Hvad man derimod ved er, at kendte oplysninger om ”Pervyj”s forlis er overladt til Bangsbo Museet, og at vraget den dag i dag befinder sig meget nær en velfrekventeret badestrand, hvorfor risikoen for, at den mørke plet i havoverfladen opdages af ”amatører”, er overhængende Og om der er en enkelt guldbarre imellem, hører vi sikkert aldrig om.