Politi

En sælsom humor

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sofia Helin er Saga Norén, den grænseautistiske svenske politikvinde. Foto DR

TV-DRAMA Broen 2 Der er en tør, kølig nordisk humor, som formentlig har sine rødder i kolde skove, mørke vintre, korte lyse somre og et evindeligt, forstemmende slid med våd jord, kolde klipper og sparsomme afgrøder i en genstridig og ligeglad natur. Det er en sort humor på trods, ikke en lykkelig latter på grund af. Vi lever den, den er også mor til ironi og selvironi - ting som er svære at forstå ude i verden, men som binder os sammen. Det er den, der har givet hovedpersonerne navne - Saga Norén, hvor dyster-svensk kan de blive - og Martin Rhodegrod med flode på, hvor dummedansk. Det må også være en snert af den humor, der har anbragt Saga Norén i en ledende politistilling trods hendes tydelige karakterafvigelse, hendes grænse-autisme, der har berøvet hende næsten al social kompetence og blottet hende for humor, empati og simpel situationsfornemmelse - som en krydsning mellem Lisbeth Salander og Star Treks grønne mand, Spock. Gevinsten er selvfølgelig et næsten overnaturligt fokus. Bagsiden er store vanskeligheder med at fungere i den norm-strukturerede verden, hun lever i. Hendes adfærd kan være skræmmende, næsten chokerende, når hun skærer til benet uden om alle kendte ritualer. Og meget morsom, som da hun pludselig stopper op, mærker efter i trussen - jo, hun er liderlig - og straks stiler ud i byen og henter en mand. Det forløb kan godt blive en klassiker i tv-seriernes verden. Vores Ørestads-morder vil tage sig af fem store problemstillinger. Den første var den sociale uretfærdighed i samfundets interesse for at opklare forbrydelser: Et mord på en prostitueret i København får næsten ingen opmærksomhed fra politiet. Et mord på en kendt politiker udløser en kæmpemæssig efterforskning. Det demonstrerer morderen med al mulig tydelighed. Samtidig varsles at næste problemstilling er samfundets fuldkomne ligegyldighed over for det brat voksende antal hjemløse. Også det problem illustrerer morderen med makaber og blodig konsekvens. Nu kan vores efterforskere så spekulere over, hvad tredje problemstilling vil vise sig at være. Den kunstfærdige konstruktion i historien er fornemt skabt til en serie. Og som udfordring til politifolkene er det en helt klassisk superskurkemodel med professor Moriarty i den ene ende og Sjöwall-Wahlöös politiske krimier "Roman om en forbrydelse" i den anden. Det tvungne makkerpar Saga Norén og Martin Rohde kombinerer også de bedste traditioner: Den uberegnelige smukke kvinde og den tilsyneladende godmodige bjørnemand med en mærk farlighed bag smilet. De tilfører efterforskningen hver deres specialer fra hver sin side af broen, lige så forskellige i kultur og baggrund, som de to nationale politikorps er det. Bliver kombinationen vellykket, vil det øge sandsynligheden for opklaring mange procent. Men støder de sammen, vil effekten være den modsatte. Foreløbig går det dog godt. På samme måde som samarbejdet mellem de to krimikulturer og tv-serie-kulturer foreløbig har vist sig særdeles positivt. De to landes nationale tv-drama-afdelinger er mødtes i stor gensidig respekt og med stærk sans for, hvad de hver især kan. I begge lande er vi fremragende til at få øje på skyggesiden af vores lovpriste velfærdssamfund. Udpege kulden og ensomheden i udkanten af de ellers så velfungerende modeller. Fokusere på forskellen mellem alle de velstillede - og så dem, der er faldet ved siden af. Billederne af den halvnøgne hjemløse kvinde med den stærkt voldelige adfærd var urovækkende og originale og skabte en foruroligende følelse af en ishård undergrund til det gode samfund. Og hendes zigzag-ar på armen, der skal smøres med salve, knytter hende fysisk og direkte sammen med den mystiske mand med skæg og halvlangt hår, som optræder som en mellemting mellem kriminel og socialarbejder. Også han har arret og bruger salven. Og til sidst mødes de da også. Iskoldt og møgbeskidt. Billederne i "Broen" er i det hele taget en stor kunstnerisk styrke. Her skabes et moderne futuristisk metropol-univers, en billedsymfoni af arkitektoniske og ingeniørmæssige bedrifter, der ligger milevidt fra den svenske natur med skov og røde træhuse - og de klassiske gamle københavnske bydele, vi ellers gerne ser som skandinaviske særkender. Naturen får også sit - men som en indifferent storhed, et universelt element, en vældig himmel med stormende mørke skyer og brandfarvet solnedgang over motorvejenes og broens neuronbaner gennem nattemørket. Det er så flot, at det næsten er for meget. Men se det snarere som en dramatisk kulisse. En billedliggørelse af et stort eksistentielt kærneproblem. Den næsten ufatteligt stærke kontrol, mennesket har over alt det ydre. Og den nærmest fuldkomne mangel på viden om og kontrol med det enkelte menneskes indre mørke. Lars Borberg lars.borberg@nordujyske.dk "Broen - afsnit 2" Dansk/svensk tv-thriller Afsnitsforfatter: Måns Mårlind Konceptuerende instruktør: Charlotte Sieling Fotograf: Jørgen Johansson, Produktion design: Niels Sejer., Klip: Sofia Lindgren, Musik: Johan Söderqvist, Patrik Andrén, Uno Helmersson. DR-tv onsdag aften Genudsendelse: søndag