En særlig dag for Egnssamlingen

Fiskerbåde på stranden, Nielsen Jensen 1983.Foto: Egnssamlingen
Fiskerbåde på stranden, Nielsen Jensen 1983.Foto: Egnssamlingen

Egnssamlingen modtager flere gange ugentligt donationer fra nær og fjern, men onsdag 31. maj blev nu en ganske usædvanlig dag. For da hentede vi 26 Niels Jensen malerier i en bolig i Haderslev, som var testamenteret til os.

Historien er den, at Lis Ellegaard fra Haderslev var enke efter Ejvind Ellegaard, der tilbage i 60’erne var ansat i Hvetbo Herreds Sparekasse i Pandrup. Og Ejvind Ellegaard var en god bekendt af fiskeren og maleren Niels Jensen fra Blokhus, af hvem han igennem årene havde fået og købt mange forskellige ting, herunder en hel del malerier.

Ejvind Ellegaard er død for år tilbage, så Egnssamlingen fik doneret nogle af Niels Jensens ting allerede tilbage i 2002, hvor der f.eks. var mange fiskeri-effekter fra Niels Jensens tid som fisker. Og i årene derefter kom Lis Ellegaard forbi to gange mere, hvor flere Niels Jensen effekter blev doneret til os.

Og så var der altså dagen, hvor vi var sat i stævne af et advokatfirma i Haderslev, som havde oplyst os om arven efter Lis Ellegaard. Hun døde for nylig 82 år gammel. Vi mødtes i den tidligere amtsgård i Haderslev, hvor "Stiftamtmanden" holdt til i en flot hvid bygning fra sidst i 1700-tallet. Amtmanden var centraladministrationens lokale repræsentant, og derfor ses der i kælderen (stadigvæk) tremmer for vinduerne - der har ganske givet været arrest i huset en periode. Den store, flotte bygning er senere blevet afhændet til private hænder, og den rummer nu dejlige lejligheder, hvor der er græsarealer ned til den store, flotte Haderslev Dam.

Indenfor i boligen kunne vi straks se, at Niels Jensen havde sat sit præg på væggene - og alle hans malerier var testamenteret til os! Derfor fik vi sammen med den hjælpsomme advokatsekretær travlt med at tage malerier ned fra væggen og pakke dem forsvarligt ned. Efterfølgende var det en rigtig god fornemmelse at sidde i en bil fyldt med Niels Jensen malerier, hvoraf en håndfuld af dem var i stor størrelse. Og dagen efter kunne torsdagsholdet af frivillige så besigtige den nye donation, og synet vakte naturligvis begejstring. Derfor er det nu oplagt, at der til forår 2018 bliver udstilling med Niels Jensen malerier på Egnssamlingen - så glæd jer, det bliver værd at køre efter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden