En særlig debut

HJØRRING:På torsdag er der i Sct. Catharinae Kirke lejlighed til at høre noget ganske særligt - helt gratis oven i købet. Det er en præ-debutkoncert på så sjældne instrumenter som theorbe, der er en slags lut, barok- og renæssanceguitar. Koncerten er med Den svenskfødte guitarist og lutenist Fredrik Bock, som er den første der debuterer med de ovennævnte instrumenter fra et dansk musikkonservatorium, nemlig fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Marit Ernst medvirker ved koncerten på blokfløjte. Ved koncerten i Hjørring spiller Fredrik Bock musik fra 16- og 1700-tallet. Variationen er meget stor - lige fra italiensk vildskab i en improvisatorisk toccata over solkongens raffinerede danseinspirerede musik til eksotiske folkedanse fra sydlige himmelstrøg. Der bydes på musik af blandt andre G.P. Telemann, Robert de Visée, Santiago de Murcia og Gaspar Sanz. Fredrik Bock studerede på Carl Nielsen Academy of Music i Odense, hvorfra han tog eksamen med højeste karakter i 2000. Under studierne valgte han at få undervisning på barokguitaren og efter endt eksamen valgte han at specialisere sig på barokguitar og de forskellige lutinstrumenter. Fredrik Bock har blandt andet optrådt som solist med Odense Symfoniorkester. Lut- og guitarfamilien er stor og spænder fra de små renæssance-guitarer til barokkens store bas-lutter. Instrumenterne havde deres storhedstid i 15-1700-tallet, og var derefter mere eller mindre glemt, indtil man i starten af 1900-tallet begyndte at genopdage instrumenterne og deres musik.