En salig duft af Håndboldliga

Aalborg 1. december 2002 07:00

HS NORD - TEAM ESBJERG 27-21 (16-9) HÅNDBOLD, 1. DIVISION VEST KVINDER AALBORG: Var der en duft af Håndboldliga over det hele? Ja der var. 1.050 tilskuere til en turneringskamp i kvindehåndbold i Aalborg, periodevis klassespil af hjemmeholdet, en sublim indsats af anfører Rikke Nielsen, som nærmest var i landsholdsklasse, og en hjemmesejr i overlegen stil, der hægtede nærmeste konkurrent godt og grundigt af. Jo, selv om der var en del afbrændere, og selv om også HS Nord fejlede vel rigeligt ind imellem, så var duften der - duften af, at der i næste sæson kan bydes hold som Viborg, Ikast/Bording og Slagelse indenfor til håndbold i Aalborg. Topkampen mellem de to hold med maksimumpoint efter syv runder afslørede, at gæsterne fra Esbjerg havde langt flere nerver på end HS Nord-spillerne. Der stod ganske vist 1-2 på måltavlen efter de første, hektiske angreb, men pludselig var det ændret til 7-2, og HS Nord var een scoring fra at tage en 10 måls føring allerede i første halvleg. Men vestjyderne kender til stormvejr. Det har de prøvet før, og da de endelig havde fået lagt nerverne bag sig, så viste de, at de har en stærk grundstamme. De fightede sig tilbage i kampen og var et par gange blot fire mål bagud, men reel spænding blev det aldrig til. HS Nords hold virker klart stærkest, når man kigger på, hvilke kræfter, holdet har at erstatte de syv i grundstammen med. Her har Team Esbjerg en svaghed, og derfor virker det allerede nu - 12 kampe før sæsonafslutningen - usandsynligt, at de i længden vil være i stand til at fortrænge HS Nord fra førstepladsen og tage den direkte adgangsbillet til Håndboldligaen. Hjemmeholdets seksmåls-sejr - sæsonens mindste sejr - blev grundlagt i et fantastisk godt og effektivt arbejdende forsvar, som altså kun tillod gæsterne at score to gange i de første 12 minutter. Helt uhørt for Team Esbjergs vedkommende. Der gik lidt ballonbold i det hele i anden halvleg, da udvisninger brød rytmen, og HS Nord-forsvaret trods alt slog visse revner over for gæsternes mest effektive skytter, Lena Jensen og Line Thorius - men tilskuerne var tilfredse med, hvad de fik for entréen. I kampens sidste minut stod de op og klappede taktfast, da HS Nord afsluttede med en flot lob-scoring af Trine Overgaard, fulgt op af et perfekt gevindskud af den tidligere Esbjerg-spiller Louise Mortensen, som »hilste« på sine tidligere holdkammerater med fem scoringer.mingo Kampfakta: Stillinger undervejs: 1-2, 7-2, 9-6, 16-7, 16-11, 17-13, 21-15, 22-18, 25-21. Mål for HS Nord: Rikke Nielsen 9, Louise Mortensen 5 (1), Anniken Solberg 5 (1), Signe Haagensen 2, Charlotte Stausholm 2, Trine Overgaard 2, Maren Villabø 1, Bettina Nielsen 1. Mål for Team Esbjerg: Lena Jensen 7, Lotte Haandbæk 4 (1), Line Thorius 3, Ane Krogsgaard 3 (1), Karin Lund 2, Tina Pedersen 1, Karin Larsen 1. Udvisninger: HS Nord fire, Team Esbjerg fire. Dommere: Allan Berthelsen og Kim Furrested Poulsen. Tilskuere: 1.050

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...