En salme pr. dag

Knud Kappelgaard har skrevet en samle til hver dag i året. ARKIVFOTO
Litteratur 6. oktober 2008 06:00

BØGER Knud Kappelgaard: "Salmer til hver dag i året" # # # ¤ ¤ ¤ Et særtræk ved dansk er sammensætninger af navneord. De er både udbredte og uoversættelige. Det ved enhver, der blot har forsøgt at få "bondegårdsferie" udtrykt på et andet sprog. Navneordssammensætninger er oftest upåfaldende, men de kan også springe i øjnene, hvis de er originale. Digteren Knud Kappelgaard ynder disse sammensatte former og det spil og de spændinger, der kan komme til syne mellem de sammensatte dele. Hvis man siger sol-strejf, har man allerede sagt meget. At blive strejfet af solen er jo en flygtig hilsen fra det jordiske livs ophav, det er en overfladisk sansning af et af de tungeste symboler, religionen kan opvise. Sådan skulle man læse, hvis det stod til Kappelgaard. Langsomt og med meditativ eftertanke, hele tiden med dyb trang og alvorlig søgen. Både digtning og læsning er livet om at gøre, ser det ud til. Smag f.eks. på følgende nydannelser: "hjerteskove", "tankesværd", "styrketrøst" eller "nærværsfærden". Ordene er små bolcher, der skal vare længe, eller man fristes næsten til at kalde dem åndeligt tyggegummi. Indholdet er nemlig en ganske klar, klassisk, men gennemlevet kristendom. Centrum for tankegangene er altid Kristus, oftest i direkte henvendelse fra jeget, der afhænger af og hengiver sig til Gud. Meningen med samlingen er så den, at der hver dag som en slags personlig andagt kan hentes en godbid at tygge på, deraf titlen. Denne anmelder er ikke så vild med salmerne, altså de enkelte dagdigte som helhed, men det er de originale enkeltbilleder, der undervejs overbeviser om det digteriske format. Stykkerne er generelt strofiske, men med formproblemer, idet der forekommer både rimtvang, haltende metrik og udbredte, men dog ubærlige religiøse klicheer. Faktisk er de enkelte undtagelser i form af knækprosa mere helstøbte og vellykkede end de strofiske "salmer". Man kunne tænke sig, at en strammere forlagsredaktion i et helt andet anlæg af stoffet ville præsentere det bedre. Røsten fra den afklarede mystik er umiskendelig ægte, her til slut blot et enkelt eksempel mere: "Nu drypper engle fra himlens tag".Hans Gregersen kultur@nordjyske.dk Knud Kappelgaard: "Salmer til hver dag i året" 393 sider, 198 kr. Queenswood 2008

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...