En samler ser sig mæt

Erik Veistrup glæder sig over at se sin kunstgave hængt op.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kunstsamler Erik Veistrup ser sig mæt på de billeder, han har foræret Vendsyssel Kunstmuseum. Her er det værker af Frede Christoffersen. Foto: Bente Poder

En ældre herre går rundt på Vendsyssel Kunstmuseum i shorts og orange T-shirt. Det er 73-årige Erik Veistrup, som er på besøg for at se sig mæt på de 75 værker, han har foræret til museet. - Jeg er meget glad for at se dem hængt op. Nu håber jeg bare, at museet vil bruge dem i fremtiden også, siger Erik Veistrup. Han har foræret et lignende antal værker til Trapholt i Kolding og Kunsten i Aalborg. I sit erhvervsaktive liv var Erik Veistrup folkeskolelærer, og siden 1970 har han samlet på kunst. Meget kunst. - Som såkaldt kunstsamler omgås jeg ofte andre samlere, og mange af den er frygtelig rige. De har dog efter min mening et problem, nemlig pengene. Det er ofte forretningsfolk, som konstant tænker på, at kunstværkerne skal holde værdien. Endelig ikke tabe i værdi og helst stige, siger Erik Veistrup. Han har selv skabt sin store kunstsamling efter kærlighed. Han har købt mange billeder af de unge kunstnere, han kunne lide. Ofte er de siden blevet meget værd. De første kunstkøb Erik Veistrup blev interesseret i Marts Udstillerne, som han så på Statens Museum for Kunst. Det var malerne Poul Ekelund, Jeppe Vontillius og Harald Leth. Og nogle af de første værker, Erik Veistrup købte, var netop to små akvareller af Poul Ekelund, som siden blev medlem af Vrå udstillingen og som en årrække boede nær Hjørring. - Jeg kom en del hos ham, før han flyttede til Jylland, siger Erik Veistrup. Han kan fortælle små anekdoter om alle værkerne. Husker hvornår og hvorfor de er blevet købt. - Se nu det her. Det er Haralds Leths maleri fra 1951, som nu hedder Ko på en bakke. Men oprindelig hed det Pissende ko, men det måtte det ikke hedde, da det skulle udstilles på et museum, mindes Erik Veistrup. Han har brugt meget tid på at drage land og rige rundt for at se på kunst. Bil har han aldrig haft, så som oftest foregik det på knallert. Efter 40 år som kunstsamler havde Erik Veistrup samlet så meget kunst, at det stod tæt og på loftet i hans 124 kvm. store villa på Amager. - Jeg måtte skille mig af med noget. Først forærede han en stor keramiksamling til Danmarks Keramikmuseum ved Middelfart. Siden gav han Kunsten i Aalborg, Trapholt i Kolding og Vendsyssel Kunstmuseum en række værker. - De udstilles netop nu alle tre steder, så jeg rejser rundt og ser mig færdig. På Vendsyssel Kunstmuseum kan man se Erik Veistrups samling frem til 3. oktober. I forbindelse med særudstillingen har Vendsyssel Kunstmuseum udgivet et katalog med tekst af kunsthistoriker Mikael Wivel.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk