Grækenland

En samlet ø på vej ind i EU

BRUXELLES: En aftale om at optage Cypern samlet, når landet træder ind i Den Europæiske Union 1. maj, kan vise sig at være lige om hjørnet. EU's kommissær for udvidelsen, Günter Verheugen, var optimistisk efter fredagens pressemøde i Bruxelles med den tyrkiske udenrigsminister, Abdullah Gül. - Jeg mener, at fortsættelsen af samtalerne mellem de to parter er et tegn på, at de grundlæggende er enige om, at der bliver en ordning, sagde Verheugen. FN's generalsekretær Kofi Annan sagde onsdag, at han havde inviteret lederne fra den opdelte ø til New York tirsdag i næste uge for at finde en løsning på den 29 år lange konflikt. Også personer fra EU-samarbejdet vil være til stede under forhandlingerne for at tage sig af eventuelle juridiske spørgsmål med hensyn til et optagelsen af et samlet Cypern. Også den tyrkiske udenrigsminister var positiv efter fredagens møde med EU-Kommissæren. - Det er vores hensigt at gøre alt færdigt inden maj, så vi bliver nødt til at skynde os, sagde Gül. Tyrkiet er ivrig efter at få en aftale i stand. Hvis Cypern bliver optaget samlet, kan det medvirke til, at Tyrkiets status som ansøgerland kan rykke tættere på. Den tyrkisk-capriotiske leder Rauf Denktash var i marts årsagen til, at forhandlingerne brød sammen, men er denne gang blevet holdt i kort snor af Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan. Grækerne er heller ikke afvisende overfor det forslag, Kofi Annan har lagt på bordet. - Vi støtter fortsættelsen af forhandlingerne på basis af den plan, vi har fået fremlagt af Kofi Annan. Vi har som at mål at få lavet de nødvendige ændringer, der vil føre til en ordning, der kan fungere i praksis, siger den græsk-cypriotiske præsident, Tassos Papadopoulos, fredag til Fiancial Times. FN-aftalen omhandler blandt andet de tyrkiske bosætteres status, fordelingen af territorier og flygtninges tilbagevenden. Kritikere spår ikke aftalen mange chancer og forudser, at forhandlingerne vil bølge frem og tilbage, selv efter Cypern er blevet optaget til maj. /ritzau/