En samlet politik for børnene

Sindal Kommune er for første gang nogensinde ved at få en børnepolitik

SINDAL:Børn og politik kan være en sprængfarlig cocktail, når resultatet er besparelser og vrede forældre, men politikernes seneste forsøg på at kombinere de to områder ventes at få en anderledes, positiv modtagelse. Børne- og kulturchef Arne Nyhus har således udarbejdet et forslag til børnepolitik for de 0 - 18 årige - et tre sider langt notat, der i øjeblikket er til høring ved skoler og institutioner. En politik, der kommer i naturlig forlængelse af, at socialforvaltningens opgaver vedrørende børn og unge for få måneder siden smeltede sammen med kulturvaltningen, så man fik en børne- og kulturforvaltning. Samtidig er man i fuld gang med at danne børnecentre, hvor skole og institution smelter sammen til en enhed med bl.a. fælles bestyrelse og ledelse i flere af kommunens landsbyer, og det er også den udvikling, som børnepolitikken tager afsæt i. - Jeg synes, papiret er et kanon-godt stykke værktøj. Det kan være med til at fortælle forældrene, hvor det er vi vil hen, men det kan også bruges af os politikere, så det sikrer en ensartethed, når vi behandler konkrete sager, siger formanden for børne- og kulturudvalget, Arne Boelt (S) i en kommentar til de tre A4-ark. Institutionerne i Hørmested og Lørslev gik i gang med landsby-ordningen, der er første skridt til et egentligt børnecenter, og Arne Boelt regner med, at de andre lokalområder, først Mosbjerg og derefter Astrup samt Lendum følger trop i nærmeste fremtid. 3. klasse Formuleringerne i begyndelsen af papiret over børnepolitikken, kunne måske få en enkelt eller to landsbyborgere til at stirre en ekstra gang, idet der står følgende:"... samt et skoletilbud, der mindst omfatter børnehaveklasse - 3. klasse" I dag er der som bekendt syv klassetrin på kommunens omegnsskoler, men Arne Boelt understreger, at der ikke er grund til at blive forskrækket over, at der står, at der skal være skoletilbud, som omfatter 3. klasse som minimum. - Det ligger der ikke noget i. Det er bare et udtryk for, at det handler om sammenhæng mellem pasning og skole, siger børne- og kulturudvalgsformanden.