En sidste smag af sommer

Asaa Marked åbnede i går med solskin og en sidste smag på alt det, der er gør en sommer mindeværdig

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Asaa Marked startede med sommersolskin, og selvom skyerne truer med dryp, så er humøret ikke dalende. Faktisk mente Helle og Michael Luther ikke, det ville regne, for de havde bedt om godt vejr.

Damehatte, dukker, design, dimser og dutter. Asaa Marked åbnede i går med et væld af småt, brugbart og i visse tilfælde brugt for alle størrelser. De besøgende lod øjnene zigzagge hen over de bugnende boder, mens solen en smule skarpt kastede det sidste skær af sommerstråler ned over de svagt svitsede arme og ben. Og på trods af de regnvejrsdage, der truer forude, så var arrangørerne sikre på, at det endnu en gang blev en weekend fyldt med gode handler, masser af børnelatter og hygge i teltet på væddeløbspladsen, forklarede Helle Luther ved sin bod. - Efterhånden, som vi kommer tættere på, synes jeg, at det ser knap så slemt ud, konstaterede hun og hev en kopi af vejrudsigten frem fra "arbejdsskuffen" i teltet. Den blev studeret nært med manden, Michael Luther. - Men vi har også helt ondt i knæene af at bed til Gud om godt vejr, lo han, inden der var et eller andet, der skulle fikses, og han forsvandt ud mellem de 38 telte, der til dette års Asaa Marked - det 19. af slagsen - var stablet på benene. 10 af boderne er bemandet af lokale folk, mens de resterende er udefrakommende. Nogle er fastliggere, mens andre er nye. Bl.a. har campisterne fra Asaa Camping for første år en stand med, forklarede Helle Luther med et lille smil. I mellemtiden kiggede kunderne efter kongeskatte i kasser og bunker på bordet foran Helle Luthers telt. Bl.a. Thomas Jensen og hans familie trillede forbi. De havde allerede fundet en ting til lille Dick på et år: En fantastisk blå lastbil med gult lad. - Sådan en har jeg ledt efter længe, forklarede Thomas Jensen med et skævt smil til det yngste skud på stammen, der havde sin nye vogn med i barnevognen. Også selvom den i mindst lige så høj grad nok var købt til far, lo Thomas Jensen ærligt. Tilbage var der kun at finde lidt ekstra til storebror Frederik Jensen, der ligesom mange andre gæster søgte rundt på boderne efter noget, der var godt. Flere faldt over den sjove strikkebod med hekse ved indgangen, den smukke lerkunst ved boden hvor pottemageren fra Asaa og hans kone havde stillet brugskunsten op eller den dejligt duftende grillmad ved indgangen til det bolchestribede telt, hvor der med sikkerhed vil være både tørvejr og underholdning, hvis regnen skulle falde.