En skamløs gensidig befamling

Trafikulykker 19. september 2003 06:00

Det er nu ikke det samme. Man skal virkelig tage sig i nakken for at hænge på Robinson, når man ikke kender nogen af dem. Vi savner Sonny, vi savner Biwer og Rynke-Dan. Vi savner Burgerbanden og al dens grumme udspekulerede nedrighed. Vi kender ikke nogen af de andre. Det kan godt være, at deres damer er fikse og smækre sild, men det er ikke det samme som de store damer, vi har kendt, alt det had vi har set og hørt øst ud over uskyldige stillehavsstrande. Man skal tage sig sammen for at stå på. Man skal gøre det bevidst. Beslutte det, og så handle efter sin beslutning. Langsomt tvinge sig ind i universet, acceptere urimelighederne, få nuancer på personerne, lidt efter lidt lære at elske det igen. Det var nemmere sidst, dengang det skulle være den ultimativt sidste Robinson og det var derfor, alle de gamle stjerner var med igen, selv Bikeren. Og allerede dengang vidste vi jo allesammen, at det var løgn, det med at det var sidste gang. Ligesom vi også ved, at det hele er løgn og redigeret og tilrettelagt og instrueret og aftalt på kryds og tværs. Ikke af deltagerne, men af TV3. Vi sidder der alligevel. Til Robinson og til Idols lige nu for tiden. Reality tv er noget af en falsk varebetegnelse. Der er ikke mere virkelighed i Robinson og Big Brother og Idols og Stjerne for en aften end der er i et afsnit af Columbo. Det er altsammen kunstigt, og det er derfor de unge idol-stræbere egentlig bliver helt søde, når de står der med store, blå øjne og snor sig og bekender, at de altid har drømt om at blive kendte - at det her med at blive popstar, det er noget der bor helt inde i deres hjerte og har gjort det altid. Hvor meget er det lige "altid" er, når man er teenager. Det er underholdning, og ingen kan nægte at det er underholdende. Idols-værterne, Tintin og hans tvilling, Kvik & Splint, hvad de nu hedder, løber rundt som den snu tjener i Holberg-komedien og fører os, publikum, ved hånden rundt i farcen, så vi kender intrigen, inden den rammer de godlidende spillere på scenen. Det er jo godt lavet. Som når den onde dommers ankomst til panelet varsles med Darth Vader-temaet fra Starwars. Virkeligheds-fjernsynet, denne konstruktionernes konstruktion, spiller tæt sammen med en anden medievirkelighed: formiddagsblade, morgenradioer og sladderpresse. De elsker hinanden, de laver grin med hinanden, de hænger hinanden ud de lader som de slet ikke kan døje hinanden, mens de samtidig befamler og befrugter hinanden på det mest skamløse. En anden slags virkeligheds-tv er egentlig værre, uhyggeligere, grummere. Det kalder vi, med stor realitetssans, doku-soap. Her er virkelighedselementet nemlig så stærkt, at det kommer tæt på dokumentar-tv. Det er når vi følger de overvægtige gennem deres desperate kampe for vægttab i "Livet er fedt". Når vi jubler med de succesrige, sørger med de ulykkelige og vrisser lidt hånligt ad de ynkelige. Også det er en skamløs befamling - af mennesker i krise. Hvorfor er det så spændende? Hvorfor nyder vi sådan at gnaske løs på andres elendighed? Er det samme effekt, som når ambulancefolkene ikke kan komme frem til trafikulykken, fordi tilskuerne nægter at flytte sig? Så kan vi glæde os - seneste nyt fra "Livet er fedt" er, at det også kan være slut. Det er det for Susanne, som vi har set gå i hundene rent vægtmæssigt fra program til program, kæmpende sig fremad, bogstaveligt, gennem nederlag efter nederlag. Forleden døde hun så af sin overvægt, forstår vi på formiddagspressen og billedbladene, der elsker at bringe budskabet ud til os. Nu skal vi bare finde ud af, hvordan det bliver formidlet i "Livet er fedt" - af Ole Kolster (er det et psedonym over kolesterol?). Tidligere havde dokumentar-tv en særlig hæderfuld plads i mediebilledet. Her blev sandheder fortalt, sammenhænge gjort synlige, politiske konsekvenser sat i gang. Men doku-soap-fristelsen er der altid, seertallene kræver deres skålpund. I denne uge startede "Forbandede barndom". Her følger vi en gruppe ganske unge mennesker i dyb krise, samlet på institutionen Bøgholt i Viby J. Det er virkelig ulykkelige, hårdt ramte børn. Vi får deres vrede, deres sorg, deres tårer, ensomhed og fortvivlelse sendt hjem til os, dygtigt redigeret, godt skruet sammen, lækkert serveret i både lys og lyd - grovkornet nok til at vi kan se, det er ægte, men flot, professionelt og bevægende i sin mediekvalitet. Hvordan kan det være muligt at få lov til det? Hvordan kan man tillade sådan en udbytning af ofre, der er alt for langt ude i deres egen krise til at kunne dømme klart? Hvad tænker vi på? Det er sgu' da for stærkt. Så er der mere rimelighed i "Et liv på kanten" med tilbudet om at se Biker Jens' bare røv på åben gade som lokkemiddel. Det er da en naturlig konsekvens af hans oprindelige rolle i Robinson - og hans senere stjernejobs for diverse kanaler. Denne mærkelige myte af en mand, handelsskole-rockeren med læsebrille, der nu skal lokke os til skærmen med stripdans. Ham kan man dårligt sige det er synd for. Men hvad med os?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...