EMNER

En skonnert kan man få for en krone

Danmarks ældste skonnert er sat til salg. Den rette køber kan blive ejer af fartøjet fra 1874 for en enkelt krone. Det er det prægtige, men i dag meget ramponerede skib "Isefjord", som i snart fire år har ligget på Hobro Værft.

Ejeren er den aalborgensiske byggematador Thorkild Kristensen, og en eventuelt køber skal være en forening eller institution med lyst til at falde på knæ for diverse fonde, så skonnerten kan renoveres. Thorkild Kristensen købte i sin tid "Isefjord" for at ombygge skibet til restaurant med fast ankerplads ved det kendte Aalborg-spisested Rosdahls. Men projektet er opgivet blandt andet efter to afslag på støtte i Skibsbevaringsfonden. - Men vi ser gerne, at Danmarks ældste skonnert bevares. Derfor vil vi forære skibet til en forening, som vil renovere og bruge det til glæde for offentligheden, siger projektchef Gorm Rosholm fra Thorkild Kristensen Ferieboliger. Nordjysk fabrikat Ud over at være et historisk, gammelt fartøj har "Isefjord" en særlig nordjysk tilknytning. Skonnerten på 16 meter og med to master blev bygget i Frederikshavn i 1874, fik navnet "Skagen" og sejlede med levende fisk fra nordjyske landingssteder til København. I 1936 gik skibet ned i Storebælt, blev bjærget og omdøbt til "Isefjord". Under krigen blev fartøjet brugt til at smugle våben fra Sverige til den danske modstandsbevægelse, mens jøder blev smuglet i sikkerhed den anden vej. Før Thorkild Kristensen købte skonnerten, var den i 25 år ejet af baron Erik Gyldenkrone-Rysensteen, som anvendte den til restaurant og turskib på Øresund. Gunnar Brink Christensen, indehaver af Hobro Værft, vurderer, at 90 til 95 procent af "Isefjords" træværk skal udskiftes med nyt og sundt egetømmer. Prisen løber op i nærheden af tre millioner kroner. - Det er måske billigere at bygge et nyt, men så mister man historien. "Isefjord" er et utroligt flot skib. Det er synd, at det bare ligger og bliver i dårligere og dårligere stand, siger Gunnar Brink Christensen, som er ekspert i gamle træskibe.