Pædofili

En slags fængsel

De af os, som gik i skole i ”gamle dage”, husker sikkert, at nogle lærere – uden at foretage sig noget ulovligt – var hurtige på aftrækkeren og uddelte kindheste for selv beskedne forseelser.

De mere koleriske blandt lærerne kunne fare op og tildele en elev en ordentlig dragt prygl med indlagte hårde slag, kast og spark. Afstraffelsen kunne slutte med, at offeret blev sat uden for døren, selv om det egentlig var læreren selv, der havde størst brug for at blive afsvalet. Men i stedet for at fortælle om hændelsen og måske beklage sig over den derhjemme, holdt man det for sig selv; det kunne måske resultere i nok en afstraffelse. Mange erfarne voksne vil muligvis i selverkendelse udtale, at de ørefigner eller rap i enden, de fik, mens de var børn, ikke har været dem til nogen skade. Selv om alle former for korporlig afstraffelse af børn er at betragte som en strafbar handling, er sådan afstraffelse af børn vel afskaffet i skolen, men ikke i hjemmene. Dagligt bliver vi gjort opmærksomme på, at voksne personer, oftest forældrene, begår overgreb mod børn, altså egne børn. Overgrebene spænder vidt. Til den næsten uskyldige af slagsen hører eksempelvis ryk i øret eller håret, kraftig ørefigen eller slag i bagdelen. Ofte sker forældres korporlige overgreb mod deres børn i fravær af pædagogisk indsigt og forståelse eller på grund af deres afmagt over for børnenes ”urimelige” opførsel. Men desværre er overgrebene i mange tilfælde af en anden karakter, idet der kan være tale om psykisk afstraffelse, systematisk nedvurdering, ondskabsfuld forfølgelse. Sådanne tilfælde kan være fremkaldt af, at et barn ikke har været ønsket, eller i hvert fald kommer til at føle sig uønsket og kun til besvær. I det lange løb kan en sådan form for misrøgt af børn selvsagt få alvorlige og langvarige til livslange konsekvenser. Som om den form for overgreb og misrøgt ikke er alvorlig og strafskyldig nok, er det ikke altid, den bliver opdaget. Det gør ofte heller ikke en fars seksuelle overgreb mod egne piger. Her er ikke alene tale om misrøgt af forældreansvar, men overgreb af grov forbryderisk karakter, og det naturnødvendige tillidsforhold mellem far og datter lider et så alvorligt knæk, at det umuligt kan heles. Mens jeg var dreng, fik jeg i min nærmeste familie kendskab til en far, som begik seksuelt overgreb både mod sin egen datter og mod hans niece. Mens niecen for at undgå gentagelse af overgrebene kunne holde sig væk og undgå at besøge den familie, var datteren stavnsbundet, og overgrebene – har offeret selv fortalt mig – fandt sted over en årrække, indtil hun havde mulighed for at komme hjemmefra og komme videre i sit liv. De nævnte misforhold blev aldrig meldt til myndighederne. Indbegrebet af et barns hjem må være et sted, hvor det har ret til at få en opvækst i tryghed. Når dette ikke altid er tilfældet, og når børn, som gennem deres barndom er blevet forsømt og misrøgtet i eget hjem, ja, hvor en datter er blevet misbrugt af sin egen far, alligevel slipper nogenlunde helskindet gennem barndommen og overlever som menneske, skyldes det blandt andet, at hvert eneste barn er født ind i en familie, og kun dér hører det til, hvad der så end sker. Det enkelte barn har intet andet sted, hvor det kan sige, det hører til. Det er formodentlig sådanne ”solidaritets”-forhold, der gør, at eventuelle lovovertrædelser aldrig bliver politianmeldt. Når imidlertid påviselige overgreb og misrøgt er blevet kendt, så både politi og de sociale myndigheder beslutter at gribe ind, fører det ofte til, at et barn eller alle familiens børn bliver fjernet fra deres hjem og bliver placeret hos en fremmed familie, en såkaldt plejefamilie. Hvor god og nødvendig en sådan anbringelse end kan være, kan den kun være en erstatningsløsning; intet kan erstatte barnets egentlige hjem, selv om der var mange påviselige mangler. Den aktuelle sag, hvor et forældrepar står for at skulle sættes i fængsel en periode, efterlades to søskende, som skal i en anden form for fængsel; de skal tvangsfjernes fra deres hjem og tvangsanbringes et fremmed sted hos vildt fremmede mennesker. Det er vanskeligt at få øje på det perfekte i en sådan afgørelse.