En slags trosbekendelse

Er der noget, tv-2s forsanger Steffen Brandt har været på sporet af fra tv-2’s første album i 1981 og frem til i dag, er det kærligheden.

Musik 29. oktober 2006 21:23

Det hævder sognepræst Jesper Hougaard Larsen, Svendborg, der sammen min sin fynske kollega Anders Kjærsig, netop har udgivet bogen: ”Liv og Lys” om rockpoesi. eksistens og religion med udgangspunkt i Dansk rockmusik store navne C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. Heri hævder de, at en overskrift til Steffen Brandts tekster kunne være ”Kærligheden overvinder alt.” For er der noget, tv-2s forsanger har været på sporet af fra det første album ”Fantastiske Toyota” (1981) og frem til det nyeste udspil ”De første kærester på månen” fra 2005, er det netop kærligheden. Hvordan finde en kærlighed og en glæde, der kan holde til et liv, som også indeholder smerte, angst, tab og død? Det er det de to fynske præster er gået på jagt i. Og de har fundet sig et godt udbytte. Det har Brandt efterhånden skrevet og sunget mere end 100 sange om netop kærligheden. Der er mange klassikere blandt tv-2s sange. En af er ”Kys det nu (det satans liv)” fra 1988 og fra albummet ”Nærmest lykkelig”, som er blevet udvalgt til den nye kulturkanon her i januar 2006. Jeg tænkte, nå, men det er så livet sådan ser det altså ud lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt og helt almindeligt Der er nogen chancer, som man selv kan ta og flytte rundt med hvis man synes lidt op og ned, du ved, man klarer sig åh, Gud hvor åndsvagt Kys det nu, det satans liv grib det, fang det før det er forbi Og bedst som livet lige gik så godt og bilen næsten var betalt kom du og krævede mit hjerteblod og intet mindre Kys det nu det satans liv grib det, fang det før det er forbi Kys mig nu godnat, farvel gå, nej ta og bliv alligevel Her leverer Steffen Brandt en fantastisk beskrivelse af det liv, der i al dets almindelighed viser sig at være både krøllet, sammenbidt og gennemblødt. Det er her, hvor tilværelsen kører på pumperne. Det er laveste fællesnævner, der bestemmer, hvor livet fører dig hen. Men der er også protest i sangen. Jeg-personen ved godt, at det ikke er et ægte liv, der må mere til, det uventede, det overraskende, ja, kærligheden må komme til som den kraft, der kan overvinde alt. Og tør mennesket så tage imod den kærlighed og kysse det her ”satans” liv før det er forbi, ja, så er der alligevel håb om at overvinde det dødbringende dagligdags liv med al dets ævl og kævl. Men det er ikke ubetinget let. For mennesket fristes hele tiden til at gå ind i sig selv, kun tænke på egen vinding, egen karriere, velstand og magelighed: ”Bedst, som livet lige gik så godt og bilen næsten var betalt” - Et billede på det selvtilfredse liv, der ikke tør åbne for noget større. Men sker det, at man åbner op for kærligheden, ser man, at der står et menneske i kød og blod og kræver intet mindre end dit hjerteblod. Så må man vælge livet, kærligheden og den anden: ”Kys det nu, det satans liv/grib det, fang det/før det er forbi.” Der er ikke tale om en moralsk sang, der holder mennesket fast i dets dårligdomme og dets mangel på evne til at ændre på tilværelsen. Vi kan ikke ud fra sangen pege de gode og de onde ud. Vi står alle en dag ansigt til ansigt med det liv, hvor vi ikke kendte vor besøgelsestid. Eller det liv, hvor forskellige omstændigheder gør det umuligt for os at gribe livet, fange det, kysse det, før det smuldrer bort som krøllet, sammenbidt og gennemblødt. ”Kys det nu, det satans liv” fortæller historien om kærligheden, der imod alle odds ankommer som en nåde i kød og blod, i et menneske, som du forpligtes på. Men selv om Brandt er klar over, at kærligheden som kraft er i stand til at tale kulden, mørket og døden imod, er han også realist, der ved, at den store kærlighed, livet uden smerte og angst, ikke er muligt, i hvert fald ikke i dette liv. Han er hele tiden på vej i sin søgning efter mening, efter liv, lys og kærlighed. Det kommer også til udtryk på det nyeste album, i titelnummeret ”De første kærester på månen”. I forelskelsens brus, i kærlighedens møde kan man så let tro, at man er enten i den syvende himmel eller på månen: Og jeg der var så ung / jeg troede vi skulle være / de første kærester på månen. / Men vores himmelrum / var lige nu og her / så vi holdt bare verden gående. /Jeg troede vi skulle være /de første kærester på månen. Men himmelrummet er ikke kun en luftig drøm om en evighed langt fra dette liv. Himmelrummet er lige nu og her! Et klokkeklart Brandt - budskab, der ikke slipper jordforbindelsen. Midt i beruselsen over kærligheden rækker man ud efter evigheden - og lander igen med begge fødder på jorden. Men når evigheden er smagt, lever drømmen fortsat om at ”blive de første kærester på månen.” Et eller andet sted bevæger Brandts sange sig på kanten af det religiøse. Der er ingen tvivl om, at han i sin forståelse af kærligheden opererer med en magt, der er i stand til at oplyse og opklare menneskelivet. Men vi kan ikke af hans sange få en klar og entydig tale om det religiøse. Alligevel er der en slags trosbekendelse i flere af hans sange, der kan samles i følgende ord: ”Kys det nu, det satans liv” og ”Kærligheden overvinder alt”. Fælles for disse er, at de rækker ud efter det guddommelige, der skal hjælpe mennesket til at finde vej i et liv og i en verden, hvor kærligheden ikke står uimodsagt. Forfatternes søgen på kanten af det religiøse er veloplagt og god at få forstand af og til ens egen tilværelse enten er ”hyggelig, Hyggelig” eller lige modsat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...