En smag af næste sommer

Fødevarer 28. oktober 2002 07:00

STØVRING: Det så helt forkert ud, her på kanten til november. At se en voksen mand med bare, opsmøgede ærmer ved siden af en grill der glødede løs kød til høje grader af lækkerhed. Men det var skam alvorligt ment. Slagtermester Jens Carlsen tog fusen på de fleste af de forbipasserende i Støvrings Grangårdscentret, da han tog opstilling med kuglegrill foran forretningen sidst på eftermiddagen. Mens efteråret sortnede om øjnene på kunderne hev han det ene stykke saftigt kød af de lysende kul efter det andet. Culotte så saftig, at man næsten kunne soppe i det og flæskesteg med en kam så sprød som flæskesvær i pose. - Vi vil gerne vise, at grill ikke er noget, man kun bruger om sommeren. Bare man har en god grill som Weber-grillen, så kan man gøre det året rundt og få noget rigtigt fint ud af det, forklarede slagtermesteren, mens smagsprøverne gradvist blev gumlet ned i nysgerrige Støvring-maver. Smagfuldt låg Weber-grillen - det er den med det store kugleformede låg til. Og det er ikke ment som noget, der kun skal bruges for at holde maden varm, mens familien guffer grill-fatters første portion i sig. - Kommer man låget på og holder lufthullerne i det åbne, så fungerer grillen som en varmlufts-ovn og der er næsten ingen grænser for, hvad man kan lave i den. Brød og kager, røgvarer - det hele kan lade sig gøre, sagde Brian Villadsen, repræsentant og en af dem, der ved mest om Webergrillen, der med sin rustsikre porcelæns-emalje koster mange hundrede kroner mere end de billigste på markedet. Den blev med et slag landskendt for nogle år siden, da orkesterlederen Jan Glæsel og hans kone lavede en håndfuld programmer om grillmad lige efter en udsendelsesrække med Johnny Reimar. Siden da gik grillen fra et salg på næsten nul til flere tusinde - alene Glæsel'ernes grill-kogebog er solgt i 185.000 eksemplarer siden, oplyste Brian Villadsen. - Alligevel er der mange der ikke bruger grillen ordentligt. Når sommeren er forbi bliver den stillet til side. Men man kan lave mange rigtigt lækre ting på den, siger Jens Carlsen og lod kødstykkerne om at overbevise de mange forbipasserende. Som det franskeste Ved siden af ham stod en af de faste leverandører til butikken, Klaus Bach fra Store Binderup-virksomheden Impital, importør af madvarer fra Italien. For støvlelandet har lækkerier, der kan konkurrere med de franskeste ting, selv om de ikke er helt så berømte. Vore smagsløg nævner: Nougat lavet på basis af valnødder af bedste kvalitet. Næsten ren chokolade uden sukker. Grønsager, der er blevet hekset rundt af tålmodige hænder samt - selvfølgelig - vin; druesaft med en glød, der ikke lige sådan lader sig slukke... Det kan godt være, at det er efterår. Men det smagte altså af sommer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...