En snak om vejret

Brug lige så lang tid på aktiekøb som på bilkøb

Naturvidenskab 11. marts 2007 05:00

AALBORG: - Det er markedets natur, at det skal falde en gang imellem. Man kan sammenligne det med et regnskyl i troperne. Varmen og fugtigheden stiger, og så kommer regnskyllet med torden og brag. Men efter regnen er luften renset, og så er vejret fint igen indtil næste regnskyl. Sådan beskriver aktieekspert Thorleif Jackson den seneste tids kursfald. Altså at kursfald er en naturlig hændelse, når markedet er blevet en smule overophedet. Men han synger dog ikke med på de nervøse stemmers sang, der handler om langvarige korrektion og et marked i recession. - Der er ikke et eneste tegn på opbremsning. Alle nøgletal er sunde. Vi har en lav rente, inflation og arbejdsløshed, så jeg ser ingen alarmsignaler, som kunne tyde på noget i den retning, fortæller Thorleif Jackson, der er fundmanager og partner hos Steffen Rønn Fondsmæglerselskab i København, hvor han administrerer over 300 millioner kroner for sine kunder. Han mener derimod, at kursfaldet bunder i en forkert opfattelse af markedet. - Mange private investorer tror, at aktiekurserne er steget til uholdbare rekordhøjder. Men det er en forkert opfattelse, for godt nok er kurserne steget meget, men virksomhedernes indtjening er steget i samme takt, forklarer han. Han opfordrer blandt andet til, at man ikke lader sig påvirke af nyhedsstrømmen. - Man bliver bombarderet med nyheder, der er meget lidt nuancerede og meget kortsigtede. De forholder sig ofte kun til, hvordan det er gået virksomheden siden sidste kvartal eller regnskabsår. - Og så får dårlige historier jo oftest større opmærksomhed i pressen, mener han. Køb godt og billigt Ifølge Thorleif Jackson skal man kigge længere tilbage, når man skal finde ud af, om en aktie er værd at investere i - gerne omkring ti år. - Jeg deler aktier op i gode og dårlige aktier. De gode er dem, der år efter år giver overskud, og de dårlige er dem, som gang på gang kommer med nedjusteringer, og dem skal man holde sig fra. De gode aktier kan herefter deles op i billige og dyre aktier, hvilket kan aflæses på Price/Earning-værdien, altså sammenhængen mellem prisen på aktien og virksomhedens overskud. - Du kan ikke foretage en rationel investering uden at kende PE-værdien, og den skal helst ligge under 25. Alt over 25 er rød zone, forklarer han. I hans tid på aktiemarkedet har han erfaret, at mange private investorer bruger for lidt tid på at sætte sig ind i de aktier de køber, og det er for ham uforståeligt. - Når folk køber eksempelvis bil eller tørretumbler, bruger de masser af tid på at afsøge markedet og sammenligne modeller og pris. - Det samme burde de gøre, når de køber aktier, for det er jo ofte mindst ligeså mange penge, der bliver investeret, råder Thorleif Jackson.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...