Historie

En snigmorders åbenbaringer

Den hætteklædte hævner er tilbage! Eller rettere DE hætteklædte hævnere. Som godt nok for længst er døde af alderdom. Forvirret? Det der god grund til at være, men læs bare med alligevel.

Da Assasins Creed Revelation er det fjerde spil i serien, ville det være naturligt at starte anmeldelsen med en opsummering af historien. Men det ville ikke alene være omfattende, det ville også være tarveligt - for nye spillere bør øjeblikkeligt drøne ned i den lokale spilpusher og opkøbe Assasins Creed forgængerne, og derefter opleve historierne udfolde sig i fuldt flor. Den første Assasins Creed er ikke helt uden fejl og irritationsmomenter, men bortset fra det vil du med statsgaranti få en på opleveren, som du ikke har fået det længe. Historien, kort Hvis vi alligevel skal ridse baggrunden op, så er du Desmond Miles, der ved hjælp af en slags tidsmaskine kaldet Animus kan rejse tilbage i dine forfædres skikkelser for at stikke en kæp i hjulet for en bande fæle tempelriddere. Det lyder syret, og det er det egentlig også. Forfædrene er henholdsvis Altair, en snigmorder fra korstogenes tid, og Ezio Auditore der var en ung adelsmand fra Firenze i 1476. Spillene er spækket med små sidehistorier og bidder af historiske fakta om steder, personer, politik og meget mere fra gamle dage. Nerd alert Umiddelbart lyder det måske som guf for bebrillede nørder med stive skjorteflipper og brystlommer der bugner af kuglepenne - og som dødens pølse for alle os andre. Men virkeligheden er den, at Assasins Creed lige fra første spil har præsenteret noget af den ypperste grafik og gameplay der nogensinde er set på en spillekonsol. De gamle byer er modelleret i smuk 3D så langt øjet rækker, detaljerne er overvældende, historierne medrivende, og oplevelsen i sin helhed er bjergtagende. Assasins Creed Revelations er ingen undtagelse. Og dog. Spillet starter med, at Desmond (den nutidige protagonist) ligger indhyllet i en koma, og derfor kun kan bevæge sig i Animus tidsmaskinens virtuelle rum. Her møder han en af sine tidsmaskine-forsøgskanin-forfædre, emne 16. Det står hurtigt klart, at kun ved at samle stumperne af sine forfædres hukommelse kan han undslippe sin koma. Så trods den lidt bevidstløse opstart, er alt snart ved det gamle. Tilbage til Altair og (især) Ezios skikkelse det går. Igen skal der løses opgaver og gåder, indsamles nøgler osv. Igen går vi rundt i Europas fabelagtige gamle byer, der er befolket af statister der går rundt, og gennem dagligdags gøremål og opførsel fuldender illusionen af en stor åben verden hvor man frit kan gå rundt og alt kan ske. En dag i en snigmorders liv Kernen i gameplayet er naturligvis, at snige sig ubemærket rundt, for at slå til & slippe væk inden nogen opdager hvad der egentlig skete. Ofte er direkte konfrontationer ikke til at undgå, og man skal alene eller ved venners hjælp nedkæmpe større eller mindre grupper af fjender. Her går realismen lidt i stå, og selv om fjenderne slår ring om ens figur, venter de som i en anden Bud Spencer film fra 80erne pænt på det bliver deres tur til at gå frem (og blive dræbt). Til tider lidt tamt og urealistisk, men selv efter 4 spil er det stadig ikke kedeligt at se fjenderne blive sprættet op og nedlagt på alle mulige tænkelige og utænkelige måder. Og tag ikke fejl. Dette spil kan på overfladen virke nørdet og måske endda lærerigt på et historisk-faktuelt plan, men det er også helt fantastisk voldeligt - og bloddryppende, som var en landmine detoneret på en ketchupfabrik. Sidste nyt Revelations fortsætter de gode takter fra forgængerne, og tilføjer selvfølgelig også nye elementer. Man kan nu lave bomber af forskellige slags, og en af de skjulte knive i hovedpersons ærme er skiftet ud med en gribekrog der gør det muligt at svinge sig gennem gader og stræder i en stil der ville gøre enhver Tarzan grøn af misundelse. Hestene er sendt sæbefabrikken og man kan ikke længere ride rundt, hvilket jeg egentlig ikke savner. Den mest iøjnefaldende nyskabelse er når tempelridderne angriber Ezios territorium, her skifter spillet helt karakter og man skal opsætte forsvarsværker der kan massakrere de kaskader af fjender der vælter frem. Dette er en hel åbenlys leflen for den populære Tower Defense genre, eller "Plants Vs Zombies", "Robo Defense" og alle de andre varianter Tower Defense også kendes under. Det virker utroligt løjerligt og lidt malplaceret. Det er prisværdigt at prøve noget nyt, men i dette tilfælde viser det friske pust sig i virkeligheden at være et lummert bøvs. Smag og behag er som bekendt forskelligt, men skæg & snot for sig, i Eizos selskab vil jeg hellere snige mig rundt, end lege lænestols ingeniørsoldat. Men selv små kiks kan ikke lave buler i lakken, og det nye Assasins Creed kan anbefales til fans af genren. Hvis du har spillet forgængerne og kender historien, bør du straks få fat i det nye Assasins Creed Revelation. Hvis ikke du kender forgængerne, bør du straks anskaffe dig dem - og derefter det nye Revelation. PEGI-rating: