En snurrevodsfisker fortæller

Niels Bødker Thomsen spinder en ende i Tinghuset

SKAGEN:Mange måtte gå forgæves, da Niels Bødker Thomsen i midten af oktober sidste år fortalte om sit liv som fisker. Heldigvis har han beredvilligt stillet sig til rådighed igen, så Skagen Lokalhistoriske Forening kan gentage forestillingen onsdag den 15. januar. Det bliver med garanti atter spændende, når den gamle snurrevodsfisker Niels Bødker Thomsen lukker op for posen og fortæller om et langt og begivenhedsrigt liv på havet. Han er født i Esbjerg i 1912, så det er ingen vårhare, der tager ordet. Han begyndte at fiske som hvalp, og efter i 30'erne at være kommet til Skagen, hvor han i forvejen havde aner, tog han fiskeskippereksamen i 1936. Samme år fik han også certifikat som radiotelefonist. Så sejlede han som skipper på flere både, før han i 1942 blev selvstændig skipper, i mange år ombord på S. 166 "Danmark". Deraf tilnavnet "Danmarks Niels". At fange fisk med snurrevod var en meget udbredt metode blandt danske fiskere fra 1848, da Jens Væver bandt det første vod og til flydetrawlen tog over. Niels Bødker Thomsen har om nogen fisket med snurrevod, og kan fortælle med lidenskab om dette komplicerede, men fascinerende fiskeri. Men ellers bliver det en beretning om fiskeriets udvikling og om de betingelser, som har været gældende for udøvelsen af fiskeriet. Og når man som Niels Bødker Thomsen har været med på havet i så mange år, er der basis for at anlægge det brede perspektiv. Efter Niels Bødker Thomsens beretning vises en film om dansk fiskeri fra 1950. Her vil man kunne se fiskeri med snurrevod, trawl, bundgarn, ruser, liner og hvad der ellers er blevet brugt til at fravriste havet dets rigdomme. Arrangementet finder sted i Tinghuset onsdag 15. januar med start klokken 19.30, og der er gratis adgang. Det er Skagen Lokalhistoriske Forening, der står som arrangør.