En søndagstur gør os alle godt

SKAGEN:Når Sund By i Skagen søndag klokken 10 indleder sæsonens faste traveture hver søndag bliver det atter med Elida og Peter Madsen som nogle af turlederne. Sæsonen åbner med Sund By Marchen med udgang fra Sund By Butikken bag rådhuset. Der skiftes mødesteder hver måned. - Vi mødes altid med et godt humør uanset, hvordan vejret er. Og efter en travetur på et par timer i frisk luft, har man en god appetit til frokost søndag middag, siger Peter Madsen. Han anbefaler alle at gå med Sund By Traverne, for, som han siger, det kan ikke være andet end sundt for helbredet. - Vi har nogen gange eksperter med på turen. Det var én gang Finn Larsen fra skoven, der fortalte om alle de stier og udkigspunkter, vi kom forbi. En anden gang fik vi hjælp af Poul Jenne, der i reservatet på Grenen viste rundt på stier, som mange ikke vidste eksisterede. - Det er gode oplevelser for lokale, men der er også turister med, og de er meget betaget af den flotte natur og alt det spændende de blandt andet får at vide på sådan en vandrertur.