Gymnasiale uddannelser

En sørgelig komedie opføres på gymnasiet

BRØNDERSLEV:”Romeo & Julie - dødbringende kærlighed” hedder årets skolekomedie på Brønderslev Gymnasium. Det er en moderne udgave af Shakespeares ”Romeo & Julie”, som også tv-serien ”Nikolaj & Julie” blev mistænkt for at være. Lidt pudsigt spilles hovedrollen i Brønderslev af Nicolai med efternavnet Jensen fra 2. b. Ændring i teksten - Forskellen til Shakespeare er, at der er mindre tragedie og mere komedie i vores udgave, fortæller Patrick Leavy, der instruerer sammen med Louise Gregersen. Men Shakespeare ville også snart være 440 år gammel, så han havde nok efterhånden været træt af at skrive om ung kærlighed. Sørgelig farce Den sørgelige farce i fem akter er skrevet af Lars Theolonius og Anne Brodin. De har bevaret historien om de unge, der ikke kan få hinanden, fordi deres familier er fjender. Aktuel humor Shakespeare skrev dog indforståede vitser om samtiden. I den nye udgave er humoren gjort mere aktuel, og selv f.eks et af de mest tragiske steder slutter med en sang, hvor de døde rejser sig fra graven. Komiske roller - Nogle af de komiske roller er næsten blevet til klovner. F.eks rollen som dumme Petter, der spilles af en kvik pige som Pil Qvist fra 1. x. Ind imellem træder deltagerne også helt ud af rollen og siger f.eks pludselig om en svær tekst: ”Det ku’ jeg sgu’!” Tager weekender i brug 13 unge er på scenen og desuden medvirker ti dansere. Skolens elever har også selv lavet kulisserne. De fire elever i orkesteret ledes af Erling Fagerberg, og de leverer masser af velkendt musik, f.eks ”Oh, When The Saints”, ”Swing Low...”, ”Careless Love” og ”Londonderry Air” bedre kendt som Danny Boy. Desuden indgår et rap-nummer Øvet siden oktober Alle har de øvet et par timer to gange om ugen siden efterårsferien i oktober. I januar har de også taget weekenderne i brug. Hver detalje og næsten hver bevægelse er indøvet, så forestillingen er ved at tage form. Et fælles projekt Mange af eleverne er gengangere fra sidste års forestilling, Dancing in the Street. - Vi var ikke med, men vi ville ønske, at vi havde været det, for det er sjovt. Men vi var nye i gymnasiet sidste år, siger Nicolai Jensen og Daniel Overgaard fra 2. b. Patrick Leavy mener, at forestillingen spiller en vigtig social rolle, som man skal værne om i sparetider. Fællesskab - De opdager, at skolekomedien giver et fællesskab. Det er hårdt arbejde, men det knytter bånd - de holder kontakten efter stykket. Bl.a på grund af sejrsrusen til sidst, når alt falder i hak og publikum klapper, siger Patrick Leavy. Skolekomedien opføres torsdag og fredag 5.-6. februar i festsalen.