En sørgelig sortie
Aalborg Pirates tjekkede ud med endnu en elendig hjemmebanepræstation

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:I efteråret var Aalborg Pirates Danmarks bedste ishockeyhold. I aftes gik holdet på sommerferie med et 0-3-nederlag, Dermed blev nordjyderne elimineret i kvartfinalen af et ganske ordinært Odense-hold, som sluttede hele 19 point efter piraterne i grundserien.
Første periode var direkte skandaløs fra hjemmeholdets side. Piraterne har gennem hele sæsonen haft et gevaldigt problem med indsatsen på hjemmebane. I sæsonens hidtil vigtigste kamp formåede Pirates at trumfe alle sæsonens elendigheder på egen is.
Nervøst, famlende, ustruktureret, sløset, energiforladt. Man kunne finde mange flere negativt ladede ord for at beskrive tristessen. Odense vandt fortjent første periode 2-0.
Først scorede Andreas Sundin på en returpuck fra Magnus Åkerlund, efter at piraterne skiftede grotesk dårligt ud midt i et Odense-angreb.
2-0-målet fik gæsterne hjælp til af den ene hoveddommer Jacob Grumsen, der fik bremset hjemmeholdets forsøg på clearing med en tung skøjte. Esben Nielsen stod helt fri og omsatte sikkert.
2-0-målet gjorde blot Aalborg-holdets spil endnu ringere og ovre i hjemmeholdets boks diskuterede de frustrerede spillere med hinanden. Det lignede et sammenbrud.
Anden periode var bedre fra Aalborgs side - det kunne heller ikke gå den anden vej. Mathias Månsson var tæt på at reducere efter knap fem minutters spil, da han og Jussi Tapio kom ind i en to mod en-situation.
Men energiniveauet blev hævet og hæmningerne blev smidt en kende - Kasper Degn brændte en oplagt mulighed knap halvvejs, og Odenses Jens Holmström så i flere tilfælde nervøst til, mens pucken dansede ukontrollabelt omkring ham.
Mod slutningen af de midterste 20 minutter fik fynboerne afmonteret det værste af hjemmeholdets tryk, og gæsterne kunne fastholde deres to-målsforspring ind i tredje periode.
Her fortsatte fortrædelighederne for Pirates. Minutterne bare gik uden, at der blev konstrueret et eneste farligt angreb mod Odense-målet. Fynboerne var langt tættere på 0-3, end piraterne var på en reducering.
Det var enkeltmandshockey blottet for struktur. Benene var blytunge og der var ikke mere at komme med.
Til sidst scorede Rasmus Ericsson til slutfacit 0-3 i et forladt pirat-mål.
Aalborg Pirates lignede en mester, da det ikke betød så meget i efteråret. Da det gjaldt, kunne holdet ikke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.