En sort dag for Garsdal

Kommentarerne var yderst sparsomme, da Lene Garsdal så de endelige stemmetal sort på hvidt. Stærkt påvirket forlod hun hurtigst muligt det store valgflæsk-arrangement på DR Nordjyllands Radio i Aalborg, hvor de fleste nordjyske kandidater var samlet.

EMNER 10. februar 2005 00:33

- Jeg havde ikke lyst til at blive derinde, fortalte Lene Garsdal med en grødet stemme fra sin bil på parkeringspladsen, hvor hun stadig sad en time senere. Det gik nemlig så galt, at hun ikke kunne slå bilalarmen fra, så hun måtte tilkalde Falck og bruge ventetiden på parkeringspladsen til at filosofere over tilværelsen, mens dagens vindere indenfor kunne skåle og mæske sig i stegt flæsk og persillesauce. - Det er godt nok en sort dag. Jeg har åbenbart ikke udfyldt min plads, som nordjyderne ønskede det, for så havde de jo genvalgt mig, ræsonnerede Lene Garsdal fra bilens forsæde, da Falck-manden havde fikset alarmen. - Jeg er ked af, at de ikke synes, jeg har gjort det godt nok, men det er vilkårene i det her game. Og jeg har ikke tænkt mig at bryde sammen. Flytter til København Den afgående folketingskandidat er uddannet speciallæge og har en ansættelse i Arbejdstilsynet i København at vende tilbage til. Problemet er bare, at sammen med folketingskandidaturet forsvinder også retten til at have en bolig i København uden at bo der fast. - Jeg kommer jo nok til at flytte, siger Lene Garsdal, der virker meget uforberedt på situationen. Hun tilføjer så, at hun og manden vil beholde deres hus på havnen i Nibe, og så må de bo begge steder på en eller anden måde. De faglige kundskaber som arbejdsmediciner har Garsdal i øvrigt brugt i Folketinget, hvor hun har bidraget til den seneste arbejdsskade-reform. - Det har været dejligt at kombinere min indsigt med politisk kamp, fortæller hun, mens hun tydeligvis ærgrer sig over, at det er slut. - Det beslutningsforslag om en regionalpolitisk beskæftigelsesindsats, jeg var med til lave, nåede slet ikke at blive behandlet færdigt inden valget. Ønsker held og lykke Garsdals eget bud på, hvorfor hun blev vraget hænger nøje sammen med dåbsattesten fra 1947. - Jeg tror diskussionen om alderssammensætningen i SF's folketingsgruppe er en del af forklaringen. Men det skal ikke være nogen undskyldning, for hvis jeg havde været super god, var jeg jo valgt ind igen alligevel, siger Lene Garsdal og prøver at vige uden om den selvmedlidenhed, der nok vil ramme de fleste mennesker oven på sådan et nederlag. Og overskud til at give partiets nye kandidat, Pernille Vigsø Bagge, pæne ord med på vejen har Garsdal da også. - Så får SF en ung kvinde. Det er fint, og hende vil jeg da ønske al mulig held og lykke. Sådan lød de sidste ord, inden Garsdal kunne bakke ud af parkeringsbåsen og køre mod Nibe og en ny hverdag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...