Autobranchen

En spegepølse og et topstykke, tak

Nordjyske autoværksteder vil lokke nordmænd til at bruge penge i Nordjylland når de alligevel er her.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Besse Rognaldsen, Norge: Hvis jeg kan få en billig overfart, vil jeg absolut overveje at rejse til Danmark og få lavet bil.

Nordmændene har for længst fået øjnene op for billige spegepølser og kødpakker hos de nordjyske slagtere og supermarkeder. Men hvad med den store servicepakke på et autoværksted i Hjørring? Der kan klemmes væsentligt flere millioner ud af de norske turister, der trods deres velstand også er prisbevidste, mener flere lokale autoværksteder. - Man kan forestille sig en billig overfart og overnatning kombineret med en tur på værksted med bilen samt forhåbentlig en hel masse handel i Hjørring Kommune, siger Carsten Mortensen, medindehaver af Novabil i Hjørring. Sammen med Colorline drøfter Bilbyen Hjørring et fælles fremstød over for nordmændene. De færreste vil betegne danske værksteder som billige, men ligesom med spegepølserne er der penge at hente for nordmændene: - På større eftersyn og reparationer sparer de 30-40 procent i Danmark, anslår Carsten Mortensen. Dertil kommer, at der ofte er længere ventetid på at komme på værksted i Norge. Der er da også norske biler på de danske værksteder i dag, men der er plads til væsentligt flere. Vigtig markedsføring - Det afgørende er nu, hvordan det her kan markedsføres i Norge, siger Carsten Mortensen. På færgehavnen i Hirtshals kommer det bag på flere nordmænd, at prisforskellen er så stor. - Jeg er i Danmark tre-fire gange om måneden på job. Jeg har ikke tjekket priserne, så det var jeg ikke klar over, siger Svein-Erik Bleglan. Økonomisk skal det selvfølgelig hænge sammen med en billig overfart. - Men så vil jeg absolut overveje at få lavet bil i Danmark, siger Besse Rognaldsen fra Bergen, der anslår, at en regning på 900 kroner i timen på et værksted i Norge ikke er unormalt. Color Line er også interesseret i at øge bilbelægningen på visse overfarter, som dermed kan blive billigere for nordmændene. De danske autoværksteder kommer dog til at konkurrere med Sverige, som også bejler kraftigt til de norske bilister: - Der er rigtig mange nordmænd, der tager til Sverige og får lavet bil, fortæller Svein-Erik Bleglan. Der er måske også én ting, som bliver svært at afsætte til nordmændene på de danske autoværksteder? - Nej, selvom de har meget olie, har vi ikke oplevet, at de selv har haft motorolien med, smiler Carsten Mortensen fra Novabil.