En sprængfarlig udstilling

HALS:Den har fået chokerede tyskere til at forlade mueet i protest og lokale til at skrive harmdirrende læserbreve, mens andre blothar skumlet lidt. Udstillingen ”Forræderne” på Hals Museum, der ved hjælp af blandt andet naziuniformer, plakater og tidsskrifter fortæller om de danske - og nordjyske - nazister, har været åben for besøg siden 1. maj, og den har kunnet sætte tilskuernes følelser i kog. Det fortæller museumsinspektør Henrik Gjøde Nielsen. - Vi ved godt, at det er et minefelt det her. Det er noget, der virkelig kan støde folk, siger han og tilføjer at formålet med udstillingen ikke er provokation. - Vi gør det her, fordi det er vores pligt at bringe nyt om fortiden. Det er vores eksistensgrundlag, siger han og tilføjer, at flertallet af de besøgende han har talt med, har syntes virkelig godt om udstillingen og har ytret sig positivt om den. Ifølge ham har udstillingen tiltrukket flere kunder end sædvanligt, hvilket på nuværende har givet rekordhøje publikumstal. Ifølge museets stab er det desuden sket, at turister er kommet til Hals alene for at se udstillingen. Naziuniform i hovedet Og selv om den kompakte udstilling måske ikke synes af meget, så har den haft stor effekt. Det bekræfter en af de ældre tilskuere, eks-skoleinspektør fra Gandrup, Per Allan Jensen, der selv har fungeret som ubervæbet modstandsmand i Randers under besættelsen. - Det var specielt ubehageligt lige når man ved indgangen fik den der brune naziuniform i hovedet. Det giver lige et gok, som gør at man kan se det hele for sig igen, siger han og fortæller, at han under krigen selv så flere danske nazister gå rundt i netop den type uniform. Til det føjer han, at chokket man får har en god effekt, og at han genrelt synes udstillingen er god fordi den ”lukker et historisk hul, som hidtil har stået åbent”. Man kan se udstillingen frem til 1. september. Herefter er det meningen, at Bangsbo Museum i Frederikshavn skal overtage den. Her vil den efter planen åbne til efteråret.