Lokalpolitik

En stædig rad fra bjergene

Folketingsmedlem Ole Vang Christensens karriere begyndte i Hjørring

HJØRRING:Engang kendte han hver sti og træ i Hjørring Bjerge. Det var efter krigen, da han legede i træer, eller lå på græsset og kiggede op i himlen, hvor han fantaserede i skyernes verden. Drengen hed Ole Vang Christensen. I dag fylder han 60 år, og det er omkring 40 år siden, han forlod Hjørring - barndomsbyen - som han støder på engang imellem, fordi han stadig har lidt familie tilbage. Og en god ven fra skoletiden på Vestre Skole. Han hedder Jørgen Christiansen, vinkøbmanden i Stokbrogade, der fornylig også havde rund fødselsdag. Ole Vang Christensen blev udlært på slagteriet, hvorefter han kom ind til Civilforsvaret i Thisted, hvor han har boet siden. Uniformen krængede han dog hurtigt af, og det med slagterjobbet blev heller ikke til så meget. Allerede som ganske ung var han fyr og flamme for de socialdemokratiske ideer, men også fagbevægelsen optog ham meget. Bordet fangede, da han for en snes år siden i sin hjemby kritiserede, at der sad for få arbejdere i Folketinget, og kort efter, i 1984, blev han valgt ind på borgen. Her har han siddet siden med en lille afbrydelse på et par år. Han er ikke én af dem, der har stjernerang i partiet, men han har passet sit arbejde pænt og flittigt i udvalg for erhverv og arbejdsmarked, samt medlemsskab i Nordisk Råd. Ole Vang Christensen har i en halv snes år også siddet i byrådet i Thisted, og i et par år havde han rang af viceborgmester. Så en pæn karriere er det blevet til for Hjørring-drengen, som vi fangede en søndag, mens han var på konfirmationstur i det vendsysselske sammen med sin kone, som han har været gift med i 35 år. - Somme tider gik vi også med min mor over i bjergene. Det var, når far skulle sove, for han havde skifteholdsarbejde og skulle sove om dagen. Vi var seks børn i den lille lejlighed på Skagensvej tæt ved bjergene, hvor købmand Morild havde hjørnet af bygningen med sin forretning, husker Ole Vang Christensen, der her fortæller glimt fra sin tid i Hjørring. - Vi var en familie på otte, og hvordan vi kunne være i en stue, et køkken, et soveværelse og med et lokum i gården må guderne vide. Et par gange om året blev der fyret op i gruekedlen i brændselsrummet, så vi blev rigtig vasket. Da jeg blev 10 år, flyttede vi ud til "den kinesiske mur" på Idræts Allé. Her var bedre plads, og jeg var stolt, når jeg kunne invitere kammerater med hjem. Det kunne jeg ikke før, og selv om vi måtte sidde i køkkenet, var jeg stolt som en pave, huske Ole Vang Christensen. Stor af væsen har han aldrig været, men mange husker ham måske som en ung rebel i Hjørring, der på slagteriet ville lave en lærlingeklub. Det skulle være med de andre lærlingeklubber i byen, men det blev aldrig til noget: - Jeg tror heller ikke de forskellige fagforeninger var særlig interesseret. For ved at fortsætte som hidtil havde de nok mere hånd i hanke med deres egen lærlinge-organisation! I sin Hjørringtid havde Ole Vang Christensen Poul Dalsager som partiformand: - Han sagde, jeg var det mest stædige asen, han havde mødt. Når vi diskuterede nogle ting, syntes han ikke jeg ville bevæge mig. Men jeg har altid villet høre på argumenter, så jeg kan forstå, hvorfor jeg ikke har ret, siger Ole Vang Christensen, der på Christiansborg har kontor tæt på partifællen Erik Mortensen. - Jeg mødte siden Dalsager på kongresser, hvor jeg var tillidsmand og fagforeningsformand for slagteriarbejderne i Thisted. Han var et prægtigt menneske og havde den rigtige socialdemokratiske holdning. Fællesskabsånden var vigtig, dengang vi stod uden for Fællesmarkedet. Dalsager var reel og sagde sin mening, siger han om den nu afdøde borgmester i 90'ernes Hjørring. - Som ung i Hjørring gik jeg meget op i demokrati og medbestemmelse. Det var fordi jeg så så mange nedværdigende ting på slagteriet. Det var vigtigt med fælleskab og det at kunne snakke om tingene, og heldigvis blev jeg accepteret i det politiske arbejde. - Mit mål med livet er at gøre det en lille smule bedre end det var for mig, siger Ole Vang Christensen, der indrømmer, at hans parti har været igennem en turbulent periode, men hvor nu holdånden er tilbage.