En statelig Odyssee

Litteratur 17. januar 2003 01:00

BALLET "Odysséen" På statelig og anselig vis åbnede Aalborghallen onsdag aften sine døre, og på lystavlen blinkede Det kongelige Teaters forestilling "Odysséen", inden døre spillede pigegarden i forhallen, og i foyeren underholdt en jazztrio. Mindre kunne næppe heller gøre det, for det var just 50-årsdagen for indvielsen af Aalborghallen, og det skete også med Det kongelige Teater, dengang med den senromantiske ballet "Coppelia". Meget er sket siden, både med Aalborghallen og med Det kongelige Teaters balletrepertoire. Onsdag aften gjaldt det en visionær tolkning af Homers fortælling om sagnhelten Odysseus, hvis skæbne styres af Olympens guder i maskinrummet med fjernsynsovervågning. I John Neumeiers mesterlige koreografi og Yannis Kokkos flotte kostumer og smukke scenografi bliver det en eviggyldig fortælling om den uafrystelige krig med referencer til både Vietnam- og Golfkrigen. Der er ikke tale om en heroisk beskrivelse, men om et menneske, der mærket af krigen først i det fornyede møde med det evigt kvindelige bliver sig selv. En del af forestillingen vises som erindret stof, og gang på gang er Odysseus tilsyneladende på vej ud af sit trauma, men hver gang klæber militærets uniform sig fast på ham. Men det er også en fortælling om det enkelte menneskes udvikling og søgen efter en identitet, og her gælder det gamle ord om, at enhver mand bærer sin Eva i sig. Vi vælger, vi knytter os til en anden, der repræsenterer vor egen psykes egenskaber. Odysseus søger sit sjælebilledes skikkelse - det samme gøre Penelope, og derfor kan de i harmoni forenes i ballettens gribende slutning. Forestillingen skammer sig ikke ved at gribe til vidt forskellige momenter: her afløses højdramatiske voldtægtssituationer under krigen af næsten kabaretagtige scener med hospitalsseng og sygeplejersker, her er scener med en cyklende Odysseus og en Penelope, der kort tid efter væver løs på sit ildrøde ligklæde. Og her er kvinder med lange, blå slæb, havets evige bølger. George Couroupos' musik består af stærkt rytmiske passager med kraftig anvendelse af slagtøj, og ind imellem er der kakofoniske talekor og en enkelt violoncelsolo. Martin James danser den store gennemgående rolle som Odysseus, som han forløser både på det indre og ydre plan. Han er helten, en Rambo, der ikke er nogen helt, han er manden, der søger uden at vide hvad. Penelope danses af Rose Gad. Hun udstråler netop det evigt kvindelige, som han søger, mens hun over for frierne er koldt beregnende. Nævnes må også Gábor Baunochs version af sønnen Telemachos, der søger sin far, og som i mødet med ham bliver den, der inderligst forløser det martialske trauma. Han kommer i afvæbningen af faderen til at repræsentere en ny æra. Endelig er Femke Mølbach Slots Nausikaa prototypen på al det bedårende, poetiske og uskyldsrene, som tænkes kan. Efter tæppefald var bifaldet stormende og det mundede ud i stående akklamationer.Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk "Odysséen" Koreografi: John Neumeier. Scenografi og kostumer: Yannis Kokkos. Det kongelige teater i Aalborghallen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...