En stille og rolig nytårsaften

POLITIRAPPORT Foreløbig kun anmeldelser om seks sprængte postkasser

HOBRO:- Bortset fra 10 anmeldelser om hærværk, der er lavet, fordi det var nytårsaften, kunne det lige så godt have været en aften i august, lød meldingen fra vagthavende på politistationen i Hobro hen på årets første. - Nogle nytårsaftener har vi haft dobbelt så mange anmeldelser om hærværk mod postkasser bare i én gade, så man må sige, at det er billigt sluppet. Stille og rolig - sådan var nytårsaften- og nat i hele Hobro Politikreds set med politiets øjne. Hærværket var begrænset, men som vagthavende Ole Pedersen siger, kan der indløbe flere anmeldelser i løbet af i dag og de kommende dage, når folk vender hjem fra ferie, og når landbetjentene igen har træffetid. Seks af de anmeldte hærværk var mod private postkasser, der blev molestreret med fyrværkeri. På Finlandsvej i Hobro var fyrværkeriet så kraftigt, at det gav skader på murværket, og låget, der fløj af postkassen, slog to pinde i stykker på et stakit. I Veddum, på Nyvej 5, lod nogle deres ødelæggelsestrang gå ud over en afskærmning til en privat have. Syv fag raftehegn blev lagt ned. På Gl. Viborgvej i Hvam har nogen knust to ruder i landsbyens nedlagte brugs. En personbil, der stod parkeret ved stationen i Hobro, blev også udsat for rudeknuseri, og der blev stjålet en autoradio. Som om det ikke var nok, blev sidespejl og blinklys brækket af. En bil, der stod ved en privatbolig på Niels Bødkersvej i Terndrup, fik ridser i lakken. På Skolevej i Rold blev en uindregistreret ladvogn fundet udbrændt. Politiet formoder, at det er fyrværkeri, der har antændt den gamle bil. Politiet blev kaldt ud til et enkelt husspektakel nytårsnat. Det var i Aalestrup, hvor en kvinde og hendes samlever var kommet op at toppes. Politiet fortalte kvinden, at hun kunne anmelde episoden som vold, og manden blev taget med til detentionen i Hobro, hvor han sov fra klokken 3.30 til klokken 9 nytårsdag. I Hobros gågade fik en 17-årig ung mand fra Randers et slag på munden af en tilfældig forbipasserende, en 23-årig mand fra Lemvig. De to havde ikke haft nogen uoverensstemmelser tidligere på aftenen. Tilsyneladende blev den 23-årige stiktosset, fordi den 17-årige grinede ad ham. Manden fra Lemvig blev anholdt af politiet og sigtet for vold.