Ældreforhold

En stille stue til den sidste tid

Nyskabelse skal hjælpe kommunens døende og deres familier den sidste, svære tid

AARS:Afdæmpet, smuk og lys. Sådan håber mange, at deres sidste tid på jorden bliver. Og præcist sådan er en ny stue på Ældrecentret Solvang indrettet. Rummet er en stillestue, der fra nu af står gratis til rådighed for mennesker, der er døende. - Det er noget vi har tænkt på, så længe jeg har været i kommunen. De fleste mennesker vil nok helst blive i hjemmet, hvis de kommer i den situation, men praktiske forhold kan gøre, at det vil være bedre at flytte herop, siger Linda Troelsen, visitator hos Aars Kommune. Møbler, farver og andet tilbehør er valgt af en indretningsarkitekt, og vinduerne inviterer til blikke ud over et smukt bakket Himmerland, der kan give ro til ethvert sind. Ved siden af er der et rum for pårørende, og der kan hurtigt laves op til fire opredninger. - Målet med stillestuen er, at vi vil give pårørende mulighed for at være familie på fuld tid. Vi kan sørge for, at at andre ordner alt det praktiske, siger Linda Troelsen. - Vi har indtil nu været nød til at skaffe plads på plejehjem til døende, men det har ofte givet en del uro, når et menneske pludselig får plads her en kort tid. Det her er en bedre løsning, siger Henriette Qvist, (V), formand for socialudvalget i Aars Kommune. Hun var med til at søge 719.000 kroner hjem fra en pulje i Socialministeriet. Penge der er gået til at forbedre et afsnit på Solvang, herunder oprettelsen af stillestuen. Driften af stedet kommer Hjemmeplejen til at stå for uden ekstra tilskud. - Vi vil trække på hjemmeplejens ressourcer. Det et en af grundene til, at stillestuen skulle ligge her. Hjemmeplejen har kontor lige ovenpå, siger Linda Troelsen. Det ventes dog, at de, der kommer for at bo på stillestue, i vid udstrækning fastholder de plejere, de kender. - I øjeblikket er vi spændt på behovet. Men vi er overbeviste om, at det er der, siger Henriette Qvist, og kigger ud over den kønne, lille stue.