Frederikshavn

En støtte til de udsatte

Socialøkonomisk virksomhedsinitiativ er ved at se dagens lys i Frederikshavn

En ny socialøkonomisk virksomhed er ved at se dagens lys i Frederikshavn. Privatfoto

En ny socialøkonomisk virksomhed er ved at se dagens lys i Frederikshavn. Privatfoto

FREDERIKSHAVN:En gruppe mennesker har det sidste halve års tid arbejdet på at lave det forberedende arbejde for SØV Knivholt.

Målet er at give de ca. 5400 udsatte borgere i Frederikshavn Kommune, der er udenfor arbejdsmarkedet, en god hverdag og et udviklende arbejde. Derfor er der i den næste måneds tid planlagt to arrangementer på Knivholt for at informere om initiativet og for at nedsætte en egentlig bestyrelse til at starte virksomheden SØV Knivholt.

Onsdag 3. juni klokken 19 inviteres alle interesserede til en inspirations- og informationsaften, der afholdes på Knivholt Hovedgaard. Initiativtagerne løfter her sløret for det sociale arbejde, der skal gøres for og sammen med de ansatte, og der vil blive oplyst om de nye forretningsområder, virksomheden SØV Knivholt vil beskæftige sig med. Aftenen byder på indlæg af Frederikshavns borgmester Birgit Hansen, formand for arbejdsmarkedsudvalget John Karlsson, Rasmus Højen fra Skovsgård Hotel i Brovst samt professor Per Bendix Jeppesen, Aarhus Universitet.

Mandag 22. juni klokken 19 er der stiftende generalforsamling i SØV Knivholt. Også her inviteres alle interesserede til at deltage.

Rigtigt mange udsatte borgere med evner og kvalifikationer, der ikke bliver brugt, og sociale behov, der ikke bliver dækket, står uden for arbejdsmarkedet. Ofte fordi den almindelige arbejdsplads (de almindelige virksomheder) ikke kan give den lille ekstra støtte, der skal til, eller har den rummelighed, der er med til at skabe en god arbejdsdag for de ansatte. Socialøkonomiske virksomheder eksisterer på almindelige markedsvilkår og arbejder udelukkende med den dagorden, at der skal være plads til alle. Socialøkonomiske virksomheder blomstrer frem i hele Europa og i Danmark, og fra et enigt byråd i Frederikshavn er der bred politisk vilje til at arbejde for de tilbud, en socialøkonomisk virksomhed kan give de ansatte.

Alle interesserede er velkomne til møderne på Knivholt 3. juni og 22. juni.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.