En stol med en ganske særlig historie

Ejendomshandler fra Randers købte ”Bill Clintons stol”

Randers 7. oktober 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Wauu, sådan en stol ville passe fint til mit nye hus, tænkte Morten Soltveit. Fredag i sidste uge sad han i Arena Nord og lyttede til Hans Blix, men FN’s tidligere våbeninspektørs tale fængede ikke rigtigt. Morten var kommet for at se og høre Bill Clinton og lod nu tankerne fare. Ejendomsmægleren fra Randers var inviteret til Frederikshavn af sin kollega og gode ven Jan Sørensen, der driver firmaet Løkken Huse, og mens han ventede på aftenens clou, Bill Clinton, forelskede han sig mere og mere i de karrygule æg på scenen. Morten Soltveit er ikke begyndt at bygge huset endnu, men mens han venter på byggetilladelsen, ”møblerer” han huset i tankerne. Da Bill Clinton og aftenens ordstyrer, Jens Gaardbo, efter pausen sætter sig til rette i de to designstole, rumsterer det igen i Mortens hovede. - Da jeg kom hjem, blev jeg ved med at tænke på de stole og dagen efter ringede jeg til Jan. Vi fandt hurtigt ud af, at det var Heile Møbler i Frederikshavn, der havde leveret dem, fortæller Morten. Morten købte de to stole til den vejledende udsalgspris, cirka 32.000 kr. pr. stk., hverken mere eller mindre. - Normalt ville man bede om lidt rabat, men omvendt er det en stol med en historie, siger Morten Soltveit. Heile fik søndag og de følgende dage flere henvendelser fra folk, der ville købe ”Bill Clintons stol”. - Jeg kunne have fået meget mere for stolene, siger Keld Larsen fra Heile. Heile havde sammen med Fritz Hansen møbler i øvrigt også møbleret ”dagligstuen” bag scenen og har i den forløbne uge solgt flere af disse “Clinton-møbler”.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...