En stor dag for lokalhistorien

Arkivet tilbage i området

Lone Hejlskov
En stor dag for Ellen Ulrich og Kirsten Kjær, der her bærer de opmagasinerede effekter ind i det nye domicil i multihuset i Thise. Foto: Hans Ravn
Arkiver 1. august 2007 06:00

MANNA/THISE: Tirsdag var en stor dag for bestyrelsen i Thise Lokalhistoriske Arkiv - efter tre et halvt år er arkivet tilbage i lokalområdet - nærmere betegnet det nye multihus på Jens Thisevej. - Det er en dag, vi har set hen til længe, siger Ellen Ulrich, der er medlem af arkivets bestyrelse. Arkivet, der siden 1992 har haft til huse på Plejehjemmet Solbakken i Thise, blev hjemløs, da plejehjemmet måtte vige for nye ældreboliger. I mellemtiden har omkring 50 flyttekasser, billede og møbler etc. været opmagasineret på varmeværket på Nordens Allé i Brønderslev men nu kommer de mange effekter igen frem i dagens lys. - Det er en begivenhedsrig dag, bare det at vi nu får det hele hjem igen, siger Kirsten Kjær, der til daglig bor i V. Hjermitslev og derudover også medlem af bestyrelsen. To medarbejdere fra Brønderslev Kommune hentede sammen med Jørgen Borup og Poul Kjær flyttekasser, billeder, kort og gamle sognerådsstole, i Brønderslev, mens Ellen Ulrich og Kirsten Kjær tog imod og var spændte på, hvad de mange flyttekasser gemte. Jørgen Borup, der også er medlem af bestyrelsen, har ferie fra sit job på Stark byggemarked i Brønderslev, og han har intet imod at bruge ferien på frivilligt arbejde. Tværtimod så står det lokale hans hjerte meget nært. - Jeg er født og opvokset i Manna og jeg går også meget ind for idrætsforeningen, og vi kan virkelig mærke, at vi har fået et godt sammenhold i Thise og Manna, efter vi har fået det hus her, siger han og refererer til multihuset. I den kommende tid får bestyrelsen mere end travlt med at indrette arkivet i det nye lokale i multihuset. - 22. september skal vi skal være helt på plads, for der holder alle foreningerne nemlig en aktivitetsdag, hvor folk får mulighed for at komme ind og se arkivet. Derudover er den foreløbige plan at holde åbent to gange om måneden, siger Kirsten Kjær, der er bidt af lokalhistorien. - Historien om min slægt har altid interesseret mig, hvor de boede og hvad de lavede, for hvis man får det sat på plads, kan man måske forstå, hvorfor man er som man er, siger hun. Den passion deler Ellen Ulrich og mens arkivet har været pakket ned, har hun og et andet bestyrelsesmedlem forsøgt at pleje lokalhistorien i det omfang, det nu var muligt. - Vi mødtes hver mandag klokken ni og har klippet ud af aviser og taget imod effekter, siger 83-årige Ellen Ulrich, der mistede sin mand for 24 år siden og siden har arbejdet med arkivet været en kærkommen opgave, ikke mindst på grund af det sociale samvær. - Det har betydet rigtig meget, og det er da også med til at opfriske hjernen, og ikke mindst betyder det, at der er noget man skal, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...