Lokalpolitik

En stor fejl at lukke valgsteder

Landsbyrådet er rasende over, at man ikke er blevet hørt i spørgsmålet om lukningen af små valgsteder

Landbyrådet raser over et forslag om at lukke de små valgsteder som f.eks. her i Sterup. Det går ud over valgdeltagelsen og demokratiet, lyder det. arkivfoto

Landbyrådet raser over et forslag om at lukke de små valgsteder som f.eks. her i Sterup. Det går ud over valgdeltagelsen og demokratiet, lyder det. arkivfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Forslaget om at nedlægge op mod 13 valgsteder i de små landsbyer er helt hen i vejret - og det vil få vidtrækkende konsekvenser. Så skarp er udmeldingen fra formand for Landsbyrådet i Brønderslev Kommune, Eddy Marrup, der er rasende over, at Landsbyrådet ikke er blevet taget med på råd i sagen. NORDJYSKE fortalte i sidste uge, at økonomiudvalget er blevet præsenteret for forslag om at lukke de små valgsteder, og samle afstemningerne ved valgene omkring de større byer. - Vi har overhovedet ikke hørt om det forslag. Og det kan kommunen ikke være bekendt. Hvis man vil betragte os som en seriøs samarbejdspartner, så bør vi høres i spørgsmålet, siger Eddy Marrup, der nu har sendt et brev til byrådet, hvor han opfordrer politikerne til at glemme alt om lukning af valgsteder. - Forslaget er i direkte strid med intentionerne om ”Levende Landdistrikter”. Lukker man valgstederne i de små landsbyer, så er jeg sikker på, at det vil have en negativ indflydelse på valgdeltagelsen. Og det betyder jo, at de små samfund ikke får så stor indflydelse, som de store. Og det kan ikke være i demokratiets interesse, siger han. Eddy Marrup håber, at det er en fejl, at Landsbyrådet ikke er blevet hørt. Men der er noget ved denne sag, som Eddy Marrup finder meget interessant. I Rebild Kommune har man netop vedtaget at lukke valgstederne i de små landsbyer - også uden at have hørt Landsbyrådet. - Det er jo meget interessant, at det her forslag kommer lige efter, at man har gjort det i Rebild. Og jeg nægter at tro, at det er tilfældigt. Noget tyder på, at forslaget kommer ovenfra, lyder det fra Eddy Marrup. Rammer de ældre Landsbyrådet frygter, at mange vil afholde sig fra at stemme, hvis der ikke er et valgsted i landsbyerne. Mange ældre og handicappede vil nemlig få problemer med at komme hen og stemme, fortæller Eddy Marup der også mener, at et valgsted er en helt basal funktion i de små landsbysamfund. - Der ligger jo også et socialt aspekt i at have et valgsted. Det er her man mødes og taler om valgdagen siger Eddy Marrup. Et af argumenterne for at reducere så kraftigt i valgstederne er, at der kan spares op mode 80.000 kroner. Det argument køber Eddy Marrup slet ikke. - Det er jo håndører i forhold til den værdi, et valgsted har. Det er helt hen i vejret, siger han. Økonomiudvalget valgte dog at udsætte behandlingen af forslaget til næste møde. Borgmester Mikael Klitgaard (V) begrundede udsættelsen med, at politikerne gerne vil have mere tid til at debattere sagen.