Lokalpolitik

En storm i et glasvand set i bakspejlet

REBILD: Byrådet besluttede som ventet torsdag aften at skrinlægge planerne om det boligsociale projekt, der på et tidspunkt var lagt op til på campingpladsen i Rebild, for at en lille gruppe fastliggere kunne bo der året rundt. Modstanderne og argumenterne imod var simpelthen for mange til, at nogen i byrådet gik imod indstillingen om ikke at vedtage den lokalplan, der skulle bane vejen for projektet. Alligevel tog flertallet af de 14 fremmødte byrådsmedlemmer ordet i en debat, der meget handlede om, hvordan man bedriver politik, og som Helle Astrup (S) tog hul på. Hun ærgrede sig over, at ”op til flere byrådsmedlemmer og folketingsmedlemmer” i anledningen af sagen var mødt op på campingpladsen, og at embedsmænd var ”blevet pålagt at bruge ressourcer” på den. - Der er nogle medier, der tager sagen op, så kører historien, og så er der nogen, der bøjer reglerne, inden at sagen løser sig selv. Det kunne vi havde sparet os selv, sagde Helle Astrup. Mogens Schou Andersen (DF) benyttede også lejligheden til at lægge afstand. - Det har været en storm i et glas vand, det er så igen set i bakspejlet, men jeg mener nok, at det er nogen her i kommunen, der bør have røde ører, sagde han og fortsatte: - Jeg håber, at de to, der er tilbage, får en ordentlig behandling. Det er selvfølgelig svært bare at lukke øjnene, sådan at de kan blive boende, men set i bakspejlet så var det nemmere og skønnere, hvis problemet var løst sådan, at de kunne være blevet boende. Jeg håber, at nogen har lært noget. Men de øvrige byrådsmedlemmer fandt sig ikke i sådan at blive skoset. Annie Ovesen (V) sagde til Helle Astrup: - Der er nogen her i byrådet, der tager imod de invitationer, der kommer, og så er der nogen, der bare bliver væk. Svend Hørsman (V): - Der er nogle af os, der tager et socialt ansvar. Jeg er stolt af, at jeg har været der adskillige gange. Borgmester Børge Olsen (S) mente, at Mogens Schou godt kunne have kritiseret ham direkte, for han vedstod sig at være gået ind i sagen drevet af at inddæmme problemet med fastliggere på campingpladsen, sådan at der ikke ”kom så mange ind, at det ville have tømt vores kasse”. - Jeg ved udmærket godt, hvem der så ville sidde og harcelere over udgifterne til kontanthjælp, sagde Børge Olsen og mente, at det var hans pligt som formand for byrådet at medvirke til, at love og regler blev overholdt ”uanset, hvor synd det er”. Der var desuden tilslutning til at opgive lokalplanen fra SF og fra Venstre, hvis Lau Bøgeholt-Laursen roste myndighederne for at have sat mennesket over system og som i øvrigt mente, at ejeren af campingpladsen vil sørge for at loven bliver holdt i forhold til de tilbageværende fastliggere.