Cykelsport

En stribe point til Farsø CK

Nordjyske cykelryttere fik den bedst tænkelige sæsonstart i Malaysia

PUTRAJAYA:Med endnu en knivskarp holdindsats lykkedes det for Farsø CK at forsvare Thomas Just’s samlede tredjeplads hele vejen til mål i etapeløbet Malaysia Rundt. Inden sidste etape var der ellers bekymrede miner på holdet, fordi den skarpe konkurrent Kam Po Wong fra Hong Kong hentede yderligere fire bonussekunder på næstsidste etape, så han kun havde fire sekunder op til danskeren. Men rytterne fra Farsø kørte sidste etape fornuftigt, i det de lod et udbrud komme af sted på de afsluttende 57 kilometer. Dermed kunne rytterne i udbruddet tage sig af de indlagte bonusspurter og bonussekunderne i mål. Superform understreget Og Thomas Just valgte så også at understrege sin superform, da han slog Kam Po Wong i feltets spurt. Dermed ender han på tredjepladsen i løbet, mens den newzealandske veteran Nathan Dahlberg sluttede som nummer fem. - Jeg er vildt lykkelig lige nu. Først og fremmest fordi det lykkedes at vinde tredjepladsen. Alle mand optimalt arbejdede simpelthen optimalt. Der var et helt fantastisk samarbejde hele vejen igennem, siger Thomas Just. - Det er uden tvivl et af de største resultater fra et nordjysk elitehold i de senere år. Vi vidste, at Thomas var i god form, men at det skulle blive til en tredjeplads - trods et styrt ovenikøbet - er rigtig flot, siger næstformand i Farsø CK Torben Haahr.