En stridsmand

Pastor emeritus Stephen Egede Glahn har haft et usædvanligt livsforløb. I dag fylder han 75 år.

Pastor emeritus Stephen Egede Glahn har haft et usædvanligt livsforløb. I dag fylder han 75 år.

¤Stephen Egede Glahn, pastor emeritus, fylder i dag 75 år. Fra officer i jægerkorpset over Forsvarets Efterretningstjeneste til præst. Pastor emeritus Stephen Egede Glahn på evig mission. Han ville oprindelig være præst, men der skulle gå 24 år i militærets tjeneste før kaldet blev indfriet ved Munke Bjergby Kirke. Her blev det til 26 år. Som teenager havde han mange tunge tanker at slås med. Moderen døde, da han var tre år, og hans storesøster døde af tarmslyng. Glahn læste interesseret i Biblen og havde et ønske om at læse til præst. Det blev afvist af faren, selv om Glahn er direkte efterkommer af missionæren og Grønlands apostel Hans Egede og selv om der i syv generationer havde været fem præster i slægten. Tilskyndet af faren blev det i stedet til en millitærkarriere: Løjtnant i 1958, FN-tjeneste som næstkommanderende ved et kompagni i Gaza og elitesoldat i det nystiftede Jægerkorpset i 1961. Her blev han uddannelsesofficer, delingsfører og korpsets næstkommanderende efter kurser i USA, hvor han bl.a. lærte at dræbe uden våben. I 1964 blev han kaptajn og chef for et panserinfanterikompagni og major i 1969. Efter udsendelse til Cypern som chef for efterretningssektionen, fortsatte han i Forsvarets Efterretningstjeneste på Kastellet, hvor han blev chef for en sektion af kontraspionagen, der havde til formål at holde øje med Østblokkens lyssky bevægelser i Danmark. Det var her under Den Kolde Krig, at Glahn blev præsenteret for en plan om et statskup i Danmark, og hvordan man med få hundrede mand kunne overtage magten i kongeriget. Faktisk var det fjenden selv, den sovjetiske ambassade i København, der afslørede planerne. Drejebogen til et statskup var blevet overgivet ambassaden af en ung dansker, men ambassaden skulle ikke nyde noget fra en mulig dansk kontraspion - eller amatør. Så planerne blev overgivet til Glahn. Fælden klappede om den unge mand med de farlige planer, som trods et amatøragtigt skær blev taget alvorligt, og den unge frustrerede, tidligere sergent blev idømt 11 måneders fængsel for ulovlig efterretningsvirksomhed. Oplysningerne, der ikke var med i den såkaldte koldkrigsrapport, kom frem i dagbladet Information i 2007. Det skete i et interview med Glahn om hans usædvanlige liv. Mens Glahn stadig var i efterretningstjenesten, læste han teologi. Barndommens ønske om noget dybere var ikke glemt. Så i 1979 efter 24 år i militæret, blev han ordineret præst i Munke Bjergby Kirke, hvor han virkede til sin pensionering i 2006. Selv om sværdet blev erstattet med Ordet, har Glahn udtrykt, at han ikke er pacifist. Han mener, at det er rigtigt at gribe ind over for forbrydelser, men forkert at deltage i en angrebskrig. Derfor var han også modstander af krigen i Irak. Stephen Egede Glahn bor i dag i Humlebæk i Nordsjælland sammen med hustruen siden 1966, Inge Glahn, der er tidligere fængselspræst. Sammen holder de foredrag om bl.a. krig og fred. /ritzau/