En stuur, stuur badedag

Elefanterne fornøjede sig i Vesterhavets bølger

LØNSTRUP:Selv om solen skinnede frejdigt fra oven, så var der dog i går en frisk vind, der rev og flåede - i snablen. Cirkus Dannebrog var nemlig kommet til byen, og med det fulgte de to elefanter, Bambo og Ramboline. Inden aftenens forestilling så måtte de to tykhuder dog begive sig ud i et større pr-stunt for Cirkus Dannebrog: Et måltid hos købmand Henrik Amtoft samt en dukkert i det oprørte Vesterhav stod på programmet. Dagens store turistoplevelse var der mange, der ville have med. Derfor var der stor trængsel, da der klokken 16 var elefantfodringstid. Brød, gulerødder, salat, kartofler, tomater og sågar vandmeloner stod på menuen for de to giganter. På vej mod en dukkert En gammel huskeregel siger, at man ikke må bade umiddelbart efter et måltid. Det gælder tilsyneladende ikke elefanter, for da den sidste mad var konsumeret gik turen mod havet. At to elefanter kom marcherende, det kunne alle derfor konstatere, da Bambo og Ramboline stolt spankulerede gennem Lønstrup og ned mod stranden. Vestenvinden hev og flåede i de store ører, som derfor blafrede om i panden på elefanterne. Men det stoppede ikke Bambo og Ramboline. Med stædige skridt kæmpede de sig ned på stranden, hvor de svalende bølger ventede. Her lavede de hver sit selvforanstaltede brusebad til stor begejstring for de yngste af tilskuerne. Bambo havde dog et sidste trick gemt i snablen, for da dukkerten var vel overstået, så rullede han sig i sanddyngerne. Først på den ene side. Og så på den anden. Og så var både Bambo og Ramboline klar til aftenens show.