En sund sjæl i et sundt hus

Lærerpar har skabt en bolig, der lever med

Gudum 15. september 2002 08:00

Et hus der lever med dem, der bor i det. Som vokser, hvis det er nødvendigt. Som er om ikke helt økologisk så i hvert fald gennemført sundt at være i. Et hus der ikke bare er en ramme om en families liv, men som er indrettet, så det bliver en del af måden at leve på. Sådan ville lærerparret Torben Rune og Kari Jacobsen i Gudum have det. De er begge vokset op i landlige omgivelser, og ville bo på landet igen, da de som nyuddannede havde fået både lidt flere penge mellem hænderne og iøvrigt nok af at bo i en lejlighed midt i byen. Et lille landarbejderhus blev det til. Fordi det passede i størrelse, fordi det lå et sted, parret syntes om, og fordi det ikke kostede mere, end at man aldrig kunne komme galt afsted med den disposition. Huset var sundt og solidt, delvist moderniseret og faktisk til at flytte ind i. Siden er der kommet tre børn til med halvandet års mellemrum, og huset er vokset tilsvarende. I dag er der ikke meget af det hvidpudsede landarbejderhus med gråt cementtag tilbage at se. Det hus, der er i dag, fremtræder som et stort gult træhus med rødt tag. Den nye del, der netop er blevet færdig, er bygget helt i træ. Den gamle del er pakket ind i træ. Og det hele har nu et rødt cementtag. Der måske ikke er helt ideelt for parret i dag, men som måtte blive løsningen, fordi det gamle hus efter få år fik nyt tag, der var alt for godt at kassere, da der skulle bygges til. Ville et lille hus - Vi har godt 5000 kvm. jord, så vi kunne nemt få tilladelse til at bygge et kæmpehus. Men vi har valgt at leve på den måde, at vi ikke vil have mere, end vi har brug for. Og vi vil ikke bruge flere penge på at bo, end at vi altid kan stoppe op og forfølge en drøm om måske at gøre noget helt andet end blot at arbejde, siger Kari Jacobsen. Parret vidste, at der skulle bygges til i træ. Og de vidste, at de selv ville gøre det. I dag synes de, at de er en slags uddannede håndværkere, fordi de har været nødt til at lære meget undervejs. De har ingen fornemmelse af, hvor mange timer, der er lagt i projektet. Men de ved præcist, hvor meget de har købt materialer for. - Her var udgangspunktet, at det skulle være så billigt som muligt, at det skulle være kvalitets-materialer, at vi skulle have tid til at overveje ordentligt, og at der ikke skulle købes ind i det nærmeste byggemarked på handyman-maner, fortæller Torben Rune. Alt til tilbygningen og ombygningen af det gamle er købt via Internet. Og det har fungeret perfekt. Kun få gange har der været knas med, at varer ikke levede op til løfter eller forventninger, men de er så uden besvær blevet byttet. Uddannet på Internet -Det er også på nettet, at vi har fået den teoretiske håndværksmæssige undervisning. Man kan faktisk lære næsten alt ved at surfe rundt og finde de gode sider, siger Torben Rune. Parret gjorde et stort nummer ud af analysere deres behov før til- og ombygning. Og definere hvordan de ville leve som familie. Og resultatet er nu et rustikt, næsten simpelt hus, hvor der ikke er personlige rum men funktionsrum, fordi familiemedlemmerne gerne vil være sammen med hinanden. - Vi har rum, så børnene en gang, når eller hvis de får behov for det, kan få hver sit værelse. Men lige nu vil de helst være sammen og sammen med os. Derfor sover de i samme rum, ved siden af vores soveværelse. Vi har et rum, hvor der er tøj og kan pusles børn, og vi bruger et værelse til legerum. Vores stue er fælles-rum, hvorfra der er kontakt til førstesal, fordi der er åbent helt op i kippen. Og vores køkken er et alrum med en hyggekrog til læsning, fortæller Kari Jacobsen. Det rå og rustikke ved huset er udslag af samme analyser af familien. De er ikke til overflødigheder. Ting og rum skal opfylde de funktioner, de er tiltænkt hverken mere eller mindre. Der er ikke andet bohave i huset end det, der bruges, og der er ingen nipsgenstande, der kun kan se ud. Kontrolleret vildnis Den klare holdning til det at bo er videreført i valget af de fleste materialer. Torben Rune er allergiker og kan sagtens mærke, at der er forskel på hans eget og andres huse. - Her er ingen lak, plasticmaling, syntetiske bordplader eller andet. Og det gør en markant forskel, forsikrer han. Huset varmes primært op af flere brændeovne, der laves varmt vand med solceller, og oliefyret betragtes kun som et supplement. -Man skal ikke tro, vi tilstræber at bo i et museum.Vi holder af designede og moderne ting og har da også flere eksempler på slagsen. Men kun hvis de har en funktion for os som familie og den måde, vi har valgt at leve på, siger Kari Jacobsen. De to er hverken fodformede eller frelste. De afviser heller ikke, at de en dag forlader deres træhus til fordel for noget andet. -Livet er jo ikke statisk. Lige nu er vi enige om, at vi holder af at bo småt, funktionelt og billigt, fordi det giver os muligheden for at gøre nogle andre ting, hvis vi får lyst. Men det kan være, vi senere mener noget andet og har lyst til det. Man skal bare træffe nogle valg og stå ved dem i erkendelse af, at de kan ændres sidenhen, siger de to. De har indtil flere nye projekter på bedding. Et lidt større badebærelse måske. Et bedre vaskerum måske. Men hele tiden ud fra desvisen, at der kun skal bygges og laves det, der virkeligt er brug for. Og at det skal bygges af dem selv, så de er med i processen og som familie også er sammen om det. Lever efter ønsker Den 65 kvm. store tilbygning, der er føjet til de oprindelige 95 kvm. landarbejderhus har taget et års arbejde og er netop taget i brug. Resultatet er det hele værd, mener familien, der har ført idealerne ud i den store have, der også skal være en brugshave. Den er nu det, parret selv kalder et kontrolleret vildnis, indrettet efter at man både skal kunne lege, opleve og være i den, men også efter at man gerne ville være selvforsynende med grøntsager, bær, urter og andet. -Det er en ønske og ikke en målsætning. For så længe der er tale om et ønske, er det processen med arbejdet, der er det væsentlige og som giver os en masse fællesskab og indhold som familie. Bliver det først en egentlig målsætning, kan nydelsen ved og fællesskabet i processen nemt gå fløjten, og så er familien Rune -Jacobsen stået af. For dem handler livet om fællesskab, fornøjelse og nydelse i arbejdsprocesser og muligheden for at vælge om. Om at leve lige nu og her.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...