En svingom på Kærbo i Ranum til ungdommens melodier
Beboere på Ældrecenter Kærbo i Ranum tog forleden sæsonens sidste dans til levende musik fra deres yngre dage
Siden september sidste år har de danset sammen til kendte melodier fra deres ungdom på Ældrecenter Kærbo i Ranum.
Både beboere, dagcenterbrugere og borgere på genoptræningsophold. Erindringsdans kaldes det, og bag står foreningen Kærbo’s Venner.
Forleden kunne danserne så samles om sæsonens sidste svingom til et afdansningsbal på centret med levende musik.
Festen begyndte med formiddagskaffe og hjemmebagt kringle, hvorefter dansen begyndte, og for at sætte kulør på festen var der hatte og tørklæder til alle.
I pausen blev der skålet i boblevand, og alle sagde tak for de mange danse i vinterens løb, inden det var blevet tid til frokostbuffet i forstuen.
Ældrecenter Kærbo havde lavet et festligt tag selv-bord, og der blev taget godt for sig af retterne ovenpå dansen.
Har smidt rollatoren
Alzheimerforeningen introducerede begrebet erindringsdans tilbage i 2014 med et ønske om at skabe livsglæde på plejecentre landet over, og det har vist sig, at både beboerne på plejecentrene og deres pårørende oplever et stort udbytte af erindringsdansen.
Også på Ældrecenter Ranum har man kunnet mærke glæden hos danserne vinteren igennem, når de er mødtes på dansegulvet hver anden torsdag formiddag.
Beboerne liver op og glæder sig til dansen, og mange synger med på de kendte melodier. Nogle bliver endda bedre til at gå og stå, og smider undervejs rollatoren, fortæller foreningen.
I sommerhalvåret afløses dansen af andre aktiviteter med Kærbo’s Venner, som giver mulighed for at komme ud i den skønne natur eller på byture, når vejret tillader det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.