Musik

En syngende kunstmaler på Visborggård KREATIVITET: Beboere og medarbejdere kastede sig ud i en uges musikalsk og historisk maleværksted

VISBORGGÅRD:Der bliver sang, spil og klare farver i riddersalen på Visborggård i dag, nok også lidt bægerklang og i hvert fald historiske vingesus og middelaldermusik. Ikke fordi, der skal være egnsspil, men derimod at der skal være fernisering på en udstilling af malerier, der er inspireret af den gamle herregårds historie - og en syngende kunstmaler. - Tænk at udstille et sted, hvorfra Danmark er blevet regeret, lyder det begejstret fra Otto Karlsen, der er maleren, der i ugens løb har sunget og malet sammen med personale og beboere på Visborggård, der i dag er en socialpsykiatrisk institution for 46 overvejende skizofrene beboere. Hans bemærkning er dog udtryk for en vis kunstnerisk frihed i forhold til de historiske fakta, men ugens historiefortælling har da også mest haft til hensigt at slippe det kunstneriske fri - både hos beboere og personale, der har kunnet gå frit fra og til det store værksted. Det har de gjort, men de har først og fremmest malet på livet løs, så der i dag - når der er åbent hus for beboernes pårørende - er 48 billeder at skue i riddersalen. Musikalsk humør Malerugen begyndte med, at Otto Karlsen stod ude i gården og grundede maleplader. De mest interesserede beboere kom og hjalp til, og på den måde lærte maleren og beboerne hinanden lidt at kende, inden det svære - at slippe sig løs med pensler og farver - skulle begynde. Den proces blev sat yderligere i gang med historiske fortællinger, som for eksempel blev konkretiseret med snakke om landbrugsredskaber før og nu. Indimellem tog Otto Karlsen sin guitar og sang for på gamle sange - helst, siger han, "Jeg ved en lærkerede", men også eksempelvis folkeviser. Eller han tog sin fløjte og understøttede stemningen i lokalet. Først malede han dog. - Jeg kender jo materialerne, og de har brug for at se én, der gratter i dem, siger Otto Karlsen og forklarer, at det med at synge gør, at man kommer i musikalsk humør, og at det gør det lettere at male. Han lægger vægt på, at materialerne har været gode - ordentlige plader og rigtige kunstnerfarver, ikke hobbyfarver, som man bruger i børnehaverne. Gode klare farver, som han opfordrede deltagerne til ikke at blande sammen til brunt. - Der er rene toner i rene farver, siger han og minder om, at dét brugte man også i middelalderen. - Det er bare tiden, der gør det hele brunt, filosoferer han. Optaget af at male. Og processen lykkedes. - Der var nogle ressourcer, der lige pludselig kom frem. De var spontane. Uden forbehold, siger Otto Karlsen om beboerne. En af dem, der har været rigtig glad for ugen, er Heidi Bay, som dog ikke lige kunne lade sig rive med. Hun har malet før, og der var et billede, der måtte males først. Et hun havde i sit hovede. Bagefter malede hun et hurtigt et, som hun ikke selv syntes er blevet så heldigt, men så malede hun et tredje, hvor historietemaet og Visborggård træder frem. - Dét har jeg haft mest fornøjelse af at male, siger hun og forklarer, at hun da var mere optaget af at male end af sine tanker. Heidi Bay fremhæver også, at maleugen har betydet, at beboerne har kunnet møde hinanden på tværs af de grupper, de ellers er opdelt i. Fællesskab Det var netop også ét af formålene med hele tema-ugen, fortæller Visborggårds leder, Elisabeth Okkels og forklarer, at skizofrene gerne vil fællesskab, selv om de ofte har svært ved det. Udover fællesskab var det oplevelser og andre bløde værdier, der skulle være i højsædet, fortæller Elisabeth Okkels, der havde hørt om Otto Karlsens arbejde sammen med nogle unge psykiatriske patienter, og derfor foreslog ham, da årets temauge - den femte - skulle planlægges. Og så kom temaugen i år til at handle om maleri og kunst, og det blev en oplevelse også for medarbejderne. Elsa Nielsen smiler, at personalet vist havde sværere ved at slippe sig løs med penslerne, og Helga Hassing fremhæver, at personale og beboere har været sammen om en aktivitet. - Det har været rart at være på lige fod med patienterne. Der har været ligeværd på tværs på en anden måde end ellers, siger hun og fortæller, at hun måtte have hjælp fra en af beboerne for at få en le til at vende rigtigt på billedet. Hjælperen var Morten Steffen Jensen, der selv om han bruger megen tid på at tegne, ikke selv har deltaget i malerværkstedet. - Nej. Jeg er ikke så meget for store flader, smiler Morten Steffen Jensen, der til gengæld er så ferm med sin tuschpen, at Hadsund Egnsmuseum sælger hans tegninger som postkort. Men han har til gengæld kunnet konstatere, at de andre har "været utroligt optaget af at male", og at der har været en god stemning ugen igennem. Ingen kender fremtiden Otto Karlsen har også nydt det. - Det er et kæmpeprivilegium at få lov til at udstille her, siger han i riddersalen og glæder sig generelt over, at "nogle af dem, der er allermest udstødte af samfundet kan få lov til at være i historiske rammer". Det er nu formentlig også snart slut. Udstillingen var på et tidspunkt tænkt som et farvel til Visborggård, fordi Nordjyllands Amt har taget konsekvensen af, at det er svært at imødekomme kravene til en tidssvarende institution og samtidig tage hensyn til de omfattende fredningskrav. Men lige nu kender hverken beboere eller personale ikke institutionens fremtid. Til gengæld har de i ugens løb lært dens fortid bedre at kende.