En tidlig rock-gave

For rockfans venter der en tidlig julegave allerede på onsdag i Aalborg Kongres & Kultur Center. Efter at have udgivet succesfulde albums i foråret og været på turneer i både Danmark og udlandet tager Kashmir og Mew på en miniturne sammen i det danske. - Det er for ligesom at afslutte året. Vi har jo ikke spillet i Danmark siden sommerfestivalerne. Og så syntes vi, at det kunne være sjovt at lave noget sammen med Mew, fortæller Kasper Eistrup, forsanger i Kashmir. Over 40.000 eksemplarer har de solgt af deres fjerde album "Zitilites" - et album, der netop er kåret til årets P3-album. Ved en prisuddeling, hvor også Mew, der har fået guldplade for albummet "Frengers", var nomineret til tre priser. - Mew er et af de mere interessante danske bands. Vi er glade for, at det er muligt at lave en sådan sammenslutning, fortæller Kasper Eistrup om baggrunden for turneen og fortsætter: - Vi har snakket om at spille koncerter sammen i længere tid. Begge bands har haft lyst, og jeg tror faktisk, det var dem, der ringede til os. For Kashmir er det meste af efteråret blevet brugt på de europæiske landeveje. Den ene koncert har fulgt den anden. For nyligt spillede de sågar ombord på en Boeing 737-800 for at promovere dokumentarfilmen "Rocket Brothers", der har premiere på fredag. - Det var nu filmselskabet Zentropas ide og ikke noget, vi havde så meget at gøre med. Men vi har da aldrig prøvet at spille i et fly før, smågriner Kasper Eistrup. Selvom de har spillet mange koncerter - for eksempel spillede de 11 dage i træk på Europaturneen - er det dog ikke svært at få gejsten op til en "almindelig" koncert i Aalborg. - Man når et nærmest euforisk stadie, når man er på scenen. Det hårde ved at være på turne er faktisk tiden mellem koncerterne. At spille live er kernen i det, vi laver, lyder det fra Kasper Eistrup. Hvor det er et stykke tid siden, man har kunnet se Kashmir spille i Aalborg - nærmere bestemt i april på Skråen - er det knap så længe siden, Mew var på besøg. Ud over at spille ved årets grønne koncerter, spillede de også en koncert på Studenterhuset i september, der fik fem stjerner af NORDJYSKEs anmelder. Samme karakter som Kashmir fik af NORDJYSKEs udsendte på dette års Skanderborg Festival. Onsdag aften er det så Aalborg Kongres & Kultur Center, der får fornøjelse af sange som "Rocket Brothers", ""Melpomene", "Am i Wry ? No" og "Comforting Sounds".