En tidsrigtig Arthur Miller

Teater 4. april 2003 08:00

TEATER Arthur Miller: "Alle mine sønner" Det er ikke altid lige let at udgranske de idéer, der ligger til grund for Det kongelige Teaters repertoire. "Alle min sønner", som Aalborg Teater spillede for ti år siden, er fra 1947, altså kort tid efter den sidste krig, og ganske vist Miller første større internationale skuespilsucces, men deraf kan man ikke slutte, at det er godt stykke. Tidløst er det i hvert fald ikke. Det hører til gruppen af naturalistiske tids- og problemstykker med delvis skjult samfundskritisk tendens og kan i sin ganske effektive og såre konventionelle opbygning minde om Ibsens analytiske dramaer, hvor fortiden langsomt afdækkes. Men Miller er i dette lidt langtrukne drama nødt til at gribe til en deus ex machina-løsning i form af et brev for at få stykket rundet af. Jan Maagaard har instrueret, og det er sket uden svinkeærinder i Kirsten Thomsens scenografi i form af en villahave, hvor naboerne kommer springende ind over blomsterbedene, og hvor det det vindfældede æbletræ har sin symbolske funktion. Det er et drama om ansvarlighed menneske over for menneske, som sønnen Chris formulerer det, og over for den holdning står den selfmade fader Joes: "Jeg glider af på det, jeg er nødt til at glide af på", og det gælder i ægteskab som i forretningsliv. Moderen Kate ved, at alt fra fortiden vender tilbage, og da Joe i den gribende slutscene ikke længere kan bære sin skyld, lykkes det hende at overbevise sin søn om, at han ikke er ansvarlig for sin fars skyld, og at han må glemme den for at kunne leve sit eget liv. Der ydes i stykket glimrende skuespilkunst. Ole Ernst spiller den pragmatiske, praktiske Joe med altsigende mimik og gestus, og det lykkes ham at tvinge sin kraft og lidenskab ind under rollens passivitet for så i slutscenen at nå frem til det menneskeligt gribende. Enhver virkning er velafvejet, enhver replik, enhver gestus sand og naturlig i hans forsvar for rollen om manden, der siger, at man skal være menneskelig, men som i handling sætter familien, sønnerne og profitten over alt andet. Som Chris Keller optræder Martin Hestbæk, der leverer det vidunderligste frieri, men som kan savne variation i sin venlige mimik. Med rutinen vil der kunne komme mere sikkerhed i beherskelsen af de tragiske virkemidler. Som Helle Hertz har opfattet skikkelsen Kate bliver den stor og hel, båret frem med en lidenskabelig kraft, der i det store tragiske øjeblik giver hende styrke til at koncentrere sig om sin eneste søn og hans fremtid. Endelig spiller Mette Maria Ahrenkiel sig som Ann følelsesbevæget gennem rollen, men også med en vis stereotypi i replikføring, gestus og mimik. Hele forestillingen giver et typisk billede af skuespilforfatternes stil lige efter anden verdenskrig, og publikum applauderede til opførelsens umiskendelige fortjeneste. Jens Henneberg Arthur Miller: "Alle mine sønner" Instruktion og oversættelse: Jan Maagaard.Scenografi: Kirsten Thomsen Det danske Teater og Det kongelige Teater på Hjørring teater.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...